- se også ældre kommentarer, samt Aktuelle Indlæg.




>  Iran og Israel i ny stammedans
Den løbende konflikt mellem Iran og Israel accelererede i oktober til krig. De to statsreligiøse nationer holder sig ofte til at slås gennem stedfortrædere, men da Israel dræbte ledere fra de iranskstøttede militser Hamas og Hizbollah, gik Iran direkte til modangreb.
Israel klarede dog stort set at affeje Irans byge på 180 tonstunge missiler. Trods angrebets omfang kan dette dog atter ”blot” være deres sædvanlige urovækkende ritual, der så vil blive besvaret på lignende brutal vis af Israel. Derpå bliver der måske lidt ro igen – men da de to lande bomber hinanden jævnligt, forrige gang var i april, så vil ”freden” nok ikke vare længe.
Desværre råber FN også her forgæves efter løsninger. Omverdenens bud, ligesom ved Ruslands angreb på Ukraine, består stort set udelukkende i militær ”hjælp”. I Iran er der trods brutal nedslagtning en langt mere utålmodig opposition, end den Putin står over for. Krig som ”konfliktløsning” har igen spillet fallit, men alligevel fortsættes der blindt ad denne tumpede vej...
Tom Vilmer Paamand - september 2024



>  Aldrig Mere Krig på farten
logoDet sidste halvår har aktivister fra Aldrig Mere Krig grundigt sunget fredsbudskabet ud rundt omkring i landet:
NATO fyldte 75, og det udløste en ”fælles fejring” i Fredericia ved ”Danmarks største forsvarsmesse”, hvor AMK i stedet mødte op med høflig modstand mod al dette militære isenkram. Lige udenfor skabte vi mulighed for en fredelig snak om den verden, vi burde skabe sammen – hvilket også fik bragt budskabet ud i P4, i et længere indslag om alternativerne til krig.
AMK præsenterede Majken Jul Sørensens pacifisme-bog på Bornholms Folkemøde, og bidrog til andre af arrangementerne – blandt andet med et iøjnefaldende luftskib. Diverse fredsbevægelser var gået sammen om et fælles stort fredstelt. Blandt oplægsholderne var en masse fredsfolk, sekunderet af Mogens Lykketoft og Peter Viggo Jakobsen, samt fx Bente Sorgenfrey, Isabel Bramsen, Tim Whyte og Trine Pertou Mach. Oven i var der fredskultur ved Arne Würgler, Anne Marie Helger og andre.
Middelfart har sit eget folkemøde, der kun drejer sig om klimaet – så AMK fik bod med banneret ”Red klimaet – Stop krig”, hvor vi redegjorde for sammenhængene mellem krig og klima. For ”Fred på jorden, fred med jorden”, som der stod på vort dominante fredstegn udenfor, imens små soldater fra Pink Army holdt vagt i et karsebed. Flot ”salg” i T-shirts med fredstegn – genbrugt via betaling med folks egne T-shirts, der så siden vil blive silketrykt. De mange gode snakke udløste blandt andet kontakt til flere gymnasier, hvor eleverne gerne ville høre mere. En del AMK- medlemmer kom også forbi, så dette bliver helt sikkert forsøgt gentaget næste år.
Tom Vilmer Paamand - august 2024


>  Andre går og sveder for at gi hinanden lak
logoDigteren Halfdan Rasmussen, der var aktiv i den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig, var også aktiv i Aldrig Mere Krig. I hans digt fra 1941 ”Noget om helte” skriver han:
Der er nok, som går og sysler med at sprænge kloden væk. Jeg vil ikke ha’ skærmydsler og kanoner bag min hæk. Mens de andre går og sveder for at gi’ hinanden lak, vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.
Og det er nu og det er altid, vi mere end nogensinde har brug for, at vi vil ikke ha’ skærmydsler og kanoner ved vor hæk. Vi vil aldrig mere have krig.
Krig er tal. Tal er mennesker. Det er forfærdelige krige, der er i dag. Rusland, der er gået aggressivt ind i Ukraine. Ifølge FN er flere end 10.200 civile heraf 575 børn blevet dræbt i Ukraine siden Ruslands invasion i februar 2022.
Ifølge Ukraines præsident Zelenskyj er et konkret tabstal for de ukrainske soldater, siden krigen begyndte 24. februar 2022, omkring 31.000 ukrainske soldater. Nyhedsbureauet AFP skriver, at omkring 315.000 russiske soldater angiveligt er blevet dræbt eller såret i Ukraine, siden krigen brød ud.
Krig er tal. Tal er mennesker. I Israel-Palæstina-konflikten er omkring 1200 israelere blev dræbt siden oktober 2023. I den efterfølgende krig er mindst 33.000 palæstinensere blevet dræbt, ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder i Gaza.
Krig er tal. Tal er mennesker. I 2015 var min kæreste Randi og jeg på rejse i Rusland igennem de russiske floder fra Sct. Petersborg til Moskva. Jeg finder det utroligt kompliceret at se nogen forbindelse mellem det storslåede Rusland, og den venlige imødekommende befolkning, vi mødte. Og så det Rusland, der i dag fører aggressiv krig imod den ukrainske befolkning.
Det er som Randis barnebarn Emily udbrød, da Rusland gik ind i Ukraine: ”Har de (Rusland) da ikke land nok?”. Emily der dengang var 12 år.
Vi skal alle opfordre til verdens ledere: De skal arbejde for fred. Vi skal altid opfordre til, at vi skal løse konflikter fredeligt. Vi kan ikke tillade os som menneske, at vi har konflikter indbyrdes.
Verdens problemer omkring klima, hungersnød, social ulighed er langt mere vigtige og påtrængende, end at vi vil starte ufred. Kan din og min stemme ikke nå ud til verdens befolkning, så må din og min stemme starte med os selv. At vi arbejder for fred og samarbejde imellem hinanden i det daglige.
For vi skal Aldrig Mere Krig!
Leif Dræby, Silkeborg - juli 2024


>  HCA: krigens dræbende lokomotiv ruller frem
Eventyrforfatteren H.C. Andersen skrev i 1870 om krigen mellem Preussen [Tyskland] og Frankrig:
”... Mange dage gik jeg i altid tryk og tanke om den forfærdelige krig, så fulgte en slaphed, men hvor ingen nye tanker løftede sig; endnu er jeg i den og i svingninger af rædsler og angst, jeg kan ikke lade være at læse aviserne, og jeg lever ind i hvad jeg læser, fornemmer mig midt deri, der kommer en angst over mig, en forfærdelse, krigens dræbende lokomotiv ruller frem også over os, jeg fornemmer, at der vil komme et sådant. ... Krigen er ved at føre mig ind på vanviddet, jeg tør ikke udtale mig til et eneste menneske derom. ...”
Tom Vilmer Paamand - juli 2024



>  Hør en fin samling fredssange
logoHvis du gerne vil høre fine fredssange, kan dette gøres med din PC. Et AMK-medlem har nemlig samlet fredsmusik i mange genrer til os alle, som playlister på Spotify. Det er gratis at lytte (med reklamer), hvis du er registreret på Spotify.com – vælg ”Sign up free”. Links til fredslisterne finder du nederst her. Listerne hedder hhv:
♪ ”Sange for fred”, fx ”Blowin' in the wind” og”Universal soldier”
♪ ”Jazz for fred”, fx ”Cease the bombing” og ”Hymn to freedom”
♪ ”Gamle sange for fred”, fx Brev til Bulganin” og ”Man binder os…”
♪ ”Salmer & sange for fred”, fx ”Fred hviler…” og ”Noget om helte”
Arne Sørensen fra Vejle, som er det medlem der har lavet playlisterne, har også doneret en pæn stak postkort med de fire lister, som AMK har delt ud. Et yngre menneske, der kikkede på projektet, sagde ”Det er bare så COOL!” :).
Tom Vilmer Paamand - juni 2024


>  NATO-land blokerer dansk våbentransport til Israel
logoDanske skibe fragter som altid våben til dumme krige, men nu er "Marianne Danica" fra rederiet H. Folmer & Co blevet nægtet adgang til en spansk havn, da Spaniens regering simpelthen blokerer for al våbeneksport til Israel - også på besøgende skibe.
Selvsamme rederi har bragt våben til alverdens diktatorer i en menneskealder. Rederiet fragtede i 1980erne våben til Iran-Irak krigen, og netop det her omtalte skib trak overskrifter 30 år senere, for at hjælpe det egyptiske regime med at slå oprør ned med dødelig tåregas - og derpå for at smugle tortur-udstyr til Sudan.
Og så nu igen, uden at nogen hidtil har bremset rederiets blodige ihærdighed. Direktøren kalder den spanske reaktion for "chikane" - og det er fuldt forståeligt, for han har hidtil, med de bevidst gennemhullede danske regler, kunnet manøvrere sig fri af tidligere kritik - og så må det da også overraske ham, at der denne gang er mærkbar konsekvens.
Danmark er en søfartsnation. Dette siges ofte med stor stolthed, men har altid dækket over at de store skibsredere, fra Mærsk og nedefter, har fået frit spil til selv at skrive reglerne. Søfartsstyrelsen har såmænd selv opmuntret de danske rederier til at satse på transport af sådant farligt gods, og der er kun beskedne restriktioner på våbentransport imellem visse tredjelande.
Når globale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International kræver indgreb imod dette fribytteri, affejes det blankt. Modsat sendes flåden afsted omgående, når danske rederiers våbeneksport til sprængfarlige områder bliver hæmmet af piratangreb - den mest kendte kapring ramte ramte netop nævnte rederi.
Sagen understreger også hvorfor det er farligt, at Danmark opgiver suverænitet over egne havne og flyvepladser. USA kan uden opsyn frit benytte Danmark som transitland for våben, der kan være på vej til slyngelstater.
Spanske aktivister har argumenteret deres forbud igennem med henvisning til, at eksporten er i strid med FNs traktat om våbenhandel, og er en overtrædelse af Den Internationale Straffedomstols afgørelse om folkedrab. Danmark bør vælge at følge Spaniens gode eksempel, og blokere danske rederiers våbenleverancer til Israel - samt også til Mellemøstens andre slyngelstater, tak!
Undervejs blev Tjekkiet påstået som modtager af våbnene, men skibets rejserute viser at det er på vej ind til Haifa i Israel.
Tom Vilmer Paamand - maj 2024




>  Fredskraft med i forsvarsforliget, tak!
logoAldrig Mere Krig har henvendt sig til Forsvarsudvalget:
Evnen til at hindre, dæmpe og afslutte konflikt er den vigtigste del af et lands forsvarsmuligheder.
Det er voldsomt lettere at starte en krig, end det er at afslutte den og skabe en varig fred. Indlysende ord, men vort land satser sine begrænsede milliarder på evnen til at kaste bomber, og hvad der så måtte komme bagefter, er der ingen tanke på.
"For meget panser, for lidt hjerne", lød parolen på en kendt smædeplakat imod militæret - illustreret med en dinosaurus, der uddøde af nævnte årsag. Budskabet er desværre ikke forældet, for det blev igen bekræftet med den seneste etape af forsvarsforliget.
Masser af nyt militært isenkram, og tusinder af nye værnepligtige, nu af begge køn. Sidstnævnte punkt har domineret debatten, som et sølle forsøg på lighed og nytænkning, for nu skal både kvinder og mænd lære at slå ihjel. Alle forberedes på krig, mens der fortsat intet fokus er på hvordan krigene kan afsluttes.
Danmark har satset på krigsmidler, men dette bør ikke stå i vejen for at få opbygget en tidssvarende kapacitet for konfliktløsning. Politikernes kollektive svigt må udbedres nu, og der er fortsat tid og penge til at udmønte dette indenfor forsvarsforliget: Skab en målrettet pulje til freds- og konfliktforskning, samt til udvikling af bredere ikke-militær konfliktløsning.
Til en begyndelse kunne der, for hver 10 kroner til militære løsninger, altid fast afsættes blot een øre til fredsopbygning. Det foreslåede beløb er bevidst ansat beskedent, så der ikke er økonomiske årsager til en afvisning - og puljen bør da også oprustes stærkt over tid. Men bliver blot den nævnte tusindedel af forsvarsforliget sat af til fredsformål nu, vil dette alligevel gøre en verden til forskel!
Vi har hidtil som nation kun bidraget med en ringere version af alle andres militære udflugter. De danske erfaringer med krigsførelse har langt fra givet resultater, der kan prales med. Danmark har bombet med i en lang række af mislykkede eksempler, som Afghanistan, Irak og Libyen. Indsatsen har hverken gavnet Danmark, de nedbombede lande og befolkninger, eller resten af verden.
Det er på høje tid at få omrustet til en stærk dansk fredskraft, med alternative og mere vellykkede metoder til konfliktløsning, tak!
Tom Vilmer Paamand - marts 2024


>  Danmark opruster vildt i et par år
logoDen danske militærbyrde har fået endnu et markant spark opad,og det ser rigtig grimt ud, i første omgang til mere end en fordobling. Den igangværende pukkel er planlagt til at skulle falde en anelse igen, til et stabilt højt niveau på to procent – og regeringen lover fremover at prioritere krig fremfor velfærd.
Set over de sidste 25 år viser ovenstående opdaterede graf en fæl rød tendens-streg, der peger stejlt opad. I grafen er også indsat en optimistisk grøn tendens, for set over tid virker tallene mindre skræmmende. Militærbyrden var nemlig værre i 1960erne, set som procent af bruttonationalproduktet. Lige siden var den overordnede tendens pænt nedadgående – men sådan er det ikke mere.
Om truslerne mod Danmark skriver Forsvarets Efterretningstjeneste i en opdateret vurdering, at ”Rusland genopbygger sin militære styrke og vil agere mere selvhævdende overfor NATO”. Men selvom FE skræmmer med at ”Rusland forbereder sin befolkning på en krig med NATO”, er der fortsat ikke nogen aktuel militær fare mod Danmark og NATO. Rusland vil nok ”udfordre NATO-lande”, men vil ”i de kommende år fortsat være opmærksom på at undgå, at dets militære aktiviteter kommer til at udløse NATOs artikel 5”.
Trods FEs konstant mere afdæmpede vurderinger, oprustes Danmark voldsomt. Mens militærbyrden de sidste mange år lå på lidt over én procent, rammer den de kommende år helt oppe på 2½ procent – en samlet merudgift nu på yderligere et par hundrede milliarder alene for de næste par år.
Trods gigantudskrivningen afsatte partierne bag ikke samtidigt lidt småpenge til at opbygge en stærk dansk kapacitet for freds- og konfliktløsning, som AMK har foreslået – blot en tusindedel af det samlede forsvarsbudget kunne ellers gøre en verden til forskel på dette område.
Tom Vilmer Paamand - marts 2024


>  Værnepligtige kan tvinges på aktion udenlands...
logoRegeringen vil opruste værnepligten markant, så værnepligtstiden tredobles og også de unge kvinder skal tvinges i trøjen. Sidstnævnte punkt har domineret debatten, imens en indskudt bemærkning helt er gået under radaren: Der er ”for nuværende ikke behov for at tvinge værnepligtige til udlandet”, fremgår det. Ikke udløst af et nærgående spørgsmål, men i selve forslaget – og betydningen er naturligvis omvendt, at fastslå dette som en aktiv mulighed.
Tanker om frivillig deltagelse af militært værnepligtige på operative opgaver i udlandet har været luftet, lige siden Danmark igen blev en krigsførende nation – men aldrig gennemført. Nu ligger tvungen udsendelse der så som en prøveballon, der forhåbentlig vil blive skudt ned inden forslaget vedtages.
Men de værnepligtige skal sættes i øget operativ anvendelse, i følge forslaget dog ind til videre kun herhjemme. Udover dette skal også kvinder nu tvangsindkaldes, hvilket blev muligt gennem en listig nyfortolkning af grundloven. Værnepligtens varighed forlænges drastisk fra 4 til mindst 11 måneder, og antallet af indkaldte øges. Dette vil kræve en voldsom oprustning, da militæret i dag både har for få kaserner og for få ansatte til samtidigt at kunne uddanne så mange i så lang tid, som denne stigning vil medføre.
Alt skal i givet fald være på plads fra 2026, hvor forslaget kunne træde i kraft. Fagforeningen CS, der organiserer sergenterne, advarer om at den forlængede tidsramme ikke nødvendigvis vil give bedre uddannede soldater – da der vil være alt for få faste militærfolk på opgaven.
Militæret har i forvejen så svært ved at holde på de ansatte, at hver femte stilling i øjeblikket står ubesat, og 80% ønsker ikke at fortsætte efter værnepligten. Fagforeningen frygter, at et yderligere pres på de tilbageværende blot vil øge flugten væk fra militæret. Samtidig er det psykiske arbejdsmiljø både for værnepligtige og fastansatte under al kritik, da krænkende adfærd og overfusninger er vidt udbredt, trods regler imod dette.
Regeringen sælger forslaget som ”fuld ligestilling”, men dette kunne langt bedre opnås ved at give mænd den samme frihed mod tvungen militærtjeneste, som kvinder hidtil har nydt godt af. Det vil dog fortsat være muligt at blive militærnægter, hvilket forslaget jo giver endnu bedre grunde til.
Tom Vilmer Paamand - marts 2024


>  Kan vi mødes i drømmen om fredens mulighed
logoI en verden der føles tiltagende kaotisk og krigerisk, er det vigtigt at bevare vor menneskelighed og mærke, at vi har hinanden. Vi er en lille gruppe som mødes ca. hver 6 uge over nettet, og øver os på freden sammen.
Overskriften på vores møder er ”Freden igennem os”, fordi vi tror på at frygt og afmagt kan transformeres til indre ro og kreativitet, og dette ikke bare er rart men også smart, for så har vi kraften og overskuddet til at medskabe freden, om ikke her og nu i Gaza eller Ukraine, men så i køen i supermarkedet, på arbejdspladsen eller hvor end vi er.
Vi vil nære livet og drømmen, der en dag fører til fred, og vi mødes og deler om hændelser – ideer – informationer – bekymringer – om stedet hvor aggressionen eller modløsheden tog os, eller var lige ved at ta os, og hvordan vi fik det vendt, så noget positivt og livsnærende kom ud af os. I stedet for at vi var med til at eskalere det, der nærer frygten, krigen og det livsformindskende.
Vi mærker at mødet igen og igen ender med en indre følelse af styrkelse og tryghed, og det blot ved at vi forholder os til det som der er – kunne fx være tvivlen eller frygten, og sammen vende og dreje det, med en intention om at komme et smukkere sted hen. Det er naturligvis ikke altid muligt, men oftest er der mindst en i kredsen som kan udvide perspektivet, så vi går løftede og inspirerede fra møderne. Og er vi tomme en dag, så giver vi ordet til en fantastisk historiefortæller, vi har i cirklen.
Så, for dine medlemskroner har du fri adgang til denne gruppe. Vi vil max være otte personer pga. gruppedynamikken, men hvis vi bliver flere, så bruger vi blomsternes metode med knopskydning og laver flere grupper, så hold dig ikke tilbage, hvis du kender et par stykker, som du kunne tænke dig at dele dette med.
Du finder os på Facebook, hvor vi er undergruppe til Aldrig Mere Krig, og hvis dette tiltaler dig, og du har fredelige intentioner, så er du meget velkommen. Du er også velkommen til at kontakte mig, hvis du vil vide mere.

Dorte Lykke Holm - marts 2024


>  Det vidste vi ikke-frasen holder ikke længere
Tilbage i 1945 sagde mange, både herhjemme og i Tyskland, at de ikke havde vidst noget om rædslerne i KZ-lejrene, og man valgte også ofte ikke at huske terrorbombardementerne i Dresden og Hamborg samt blodbadet i Stalingrad, for bare at nævne nogle få krigens konsekvenser. Medierne havde ikke nem adgang, og det var lettere for dem, der vidste noget, at vende det blinde øje til.
I 1960erne under krigene i Sydøstasien og især i Vietnam, kunne man til gengæld på billeder fra slagmarken se hvordan krig ser ud i virkeligheden. Dette var med til at skabe fredsbevægelse og modstand især blandt yngre mennesker, som var med til at sætte USA under pres og få stoppet denne krig.
I dag er der krige, der er ude af mediernes fokus, især kampene i det østlige og centrale Afrika - men interesserede kan ret nemt alligevel grave også disse oplysninger frem. Så ”det vidste vi ikke”, kan ingen påstå i dag. I Ukraine og især i de besatte palæstinensiske områder, kan krige og overgreb ikke holdes ude af mediernes og dermed offentlighedens søgelys. I Ukraine taler man om ”kødhakkeren”, hvor unge mennesker nu i månedsvis har slået hinanden ihjel, uden udsigt til fred - og uden at det får flyttet frontlinjerne nævneværdigt.
Og når man i Gaza dagligt kan se tæppebombardementer af boligområder, angreb på flygtningelejre, hospitaler og skoler og almindelige mennesker, hvoraf en meget stor del er børn, kan ingen længere sige, at ”det vidste vi ikke”. Dette forpligter enhver til at sige fra, og støtte de folkelige kræfter, der vil have myrderierne standset.
Tom Vilmer Paamand - december 2023


>  Dansk fredsgruppe modtog bestilling af landminer!
logoEt firma har forsøgt at bestille 3000 styks anti-personelle landminer hos AMK til brug for militæret i Bangladesh – men den slags er foreningen ikke leveringsdygtig i.
Misforståelsen må være opstået, fordi AMK har beskæftiget sig meget med landminer, også internationalt, og i 1997 skrev den danske landerapport til FN, som indførte et forbud mod djævelskabet.
Henvendelsen til AMK ser autentisk ud, og inkluderer dokumenter fra landets forsvarsministerium med detaljer om de ønskede landminer – dette kan skyldes grænseproblemer med Myanmar.
Bangladesh deltager fuldt ud i FNs forbud, så brevet er derfor en mulig overtrædelse, hvilket AMK derfor har meldt til FN. For øvrigt blev AMK for år tilbage på lignende vis spurgt af Cubas ambassade, om foreningen kunne hjælpe med at kontakte danske våbenfabrikker. Også de fik naturligvis et klart afslag.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2023


>  Skiftet til sommertid blev til 'Krigstid'
logoI USA blev den forrykkede sommertid oprindeligt omtalt som ”krigstid”, da den blev indført under Anden Verdenskrig for at hjælpe på krigsindsatsen.
Skiftet gav flere lyse timer til arbejderne i krigsindustrien, samt sparede på energien. Også herhjemme stammer ideen om at trække en time mere dagslys ind i hverdagen fra krigs- og krisetid. Danmark fik første gang sommertid i 1916 under Første Verdenskrig, og tilsvarende omkring Anden Verdenskrig. Det nuværende tidsskema blev indført under 70ernes oliekrise.
Under USAs Vietnam-krig reddede skiftet til sommertid en mand, der stod højt på listen til udsendelse. Da han var født i timen lige efter midnat, på dagen for sin daværende stats skifte væk fra sommertid, lykkedes det ham at få fødslen flyttet baglæns til den foregående dag. Denne var helt tilfældigt skæringspunkt for i stedet at komme på en mindre akut udsendelsesliste, så manden slap for at komme til Vietnam.
Modsat gik det for nogle palæstinensiske terrorister i 1992 og en irsk i 2014, der transporterede bomber mod deres tilsigtede mål. Sprængstofferne detonerede i utide og dræbte kun terroristerne selv. Bomberne havde været indstillet til en time for tidligt i forhold til tidszonen på den anden side af grænsen...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2023


>  Konfliktoptrapning helt uden omtanke
Et nyt brud på et undersøisk kabelrør, denne gang mellem Estland og Finland, blev af selveste Finlands præsident omgående erklæret for sabotage, hvilket naturligvis er skræmmende i den aktuelt tilspidsede situation, ikke mindst i kølvandet på usikkerheden omkring hvad der skete med Nord Stream-gasrøret. Episoden udløste derfor forventeligt optrappende overskrifter og handlinger:
◑   Norske seismologer har registreret »sandsynlig eksplosion« ved finsk gasledning.
◑   Nyt gasudslip i Østersøen undersøges af det finske militær.
◑   Ekspert om mulig sabotage: Den slags rør går ikke i stykker af sig selv.
◑   Finland mistænker Rusland for beskadiget undervandskabel.
◑   Rusland mistænkt for at sprænge gasrørledning i luften.
◑   Russisk angreb på gasrørledning.
Dette fortsatte så med trusler mod den titulært skyldige part:
◑   NATO lover at reagere, hvis Finlands gasrørledning blev beskadiget bevidst.
◑   Letlands leder foreslår lukning af Østersøen for russiske skibe efter hændelsen.
◑   NATO truer med 'beslutsom reaktion' på mulig gasrørs-sabotage.
◑   NATO sender særlig flådestyrke til Østersøen.
I roligere tider bliver udlagte kabler og rør løbende beskadiget, både til lands og til vands. Men lige nu, på grund af Putins tåbelige angreb på Ukraine, er det åbenbart indlysende, at kablet bevidst blev saboteret, og at der nu må være nok beviser til at kickstarte en tredje verdenskrig.
Altså lige indtil medier og politikere akut tabte interessen, da den mest oplagte forklaring viser sig at være et hændeligt uheld - et containerskib havde åbenbart ved en fejl slæbt sit anker efter sig, og dette rev så kabelrøret i stykker. Det uheldige skib meldes nu at være på flugt fra ansvaret - så hele episoden lader altså til at ende som en forsikringssag, og ikke i atomkrig.
I en bedre verden ville politikere og medier træde varsommere, og ikke piske en ikke-eksisterende ny konflikt frem. Der er jo så rigeligt med reelle krige at tage sig af!
Tom Vilmer Paamand - oktober 2023


>  Støt ukrainsk fredsaktivist i husarrest
Yurii Sheliazhenko, Ukraines mest kendte pacifist, sidder nu i delvis husarrest. Han er anklaget for retfærdiggørelse af russisk aggression, uden at der fra rettens side er fremlagt nogen dokumentation for dette. European Bureau for Conscientious Objection, International Fellowship of Reconciliation og War Resisters’ International fordømmer anklagen på det kraftigste:
logo”Yurii Sheliazhenko er en samvittighedsfange, der er tilbageholdt blot for fredeligt at udtrykke sine ægte pacifistiske synspunkter. Han bør øjeblikkeligt og betingelsesløst løslades, og alle anklager mod ham frafaldes. De ukrainske myndigheder bør respektere retten til ytringsfrihed og stoppe denne undertrykkelse af ham og den ukrainske pacifistiske bevægelse, som afslører deres voksende intolerance over for meningsforskelle.
Vi minder den ukrainske regering om, at pacifisme ikke er en forbrydelse i demokratiske stater. Vi kræver, at menneskerettighederne beskyttes fuldt ud, herunder retten til samvittighedsnægtelse af militærtjeneste, som er iboende i retten til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed, garanteret blandt andet i artikel 9 i den europæiske menneskerettighedskonvention, samt artikel 18 i den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder – og som ikke kan fraviges, selv i en tid med undtagelsestilstand.
Vi fordømmer på det kraftigste al chikane og alle forsøg på intimidering af Yurii Sheliazhenko og den ukrainske pacifistbevægelse, såvel som alle tilfælde af tvangsrekruttering og endda bortførelse af værnepligtige ind i de involverede hære i krigen i Ukraine, og al forfølgelser af militærnægtere, desertører og ikkevoldelige antikrigsdemonstranter i Rusland, Hviderusland, Ukraine og andre steder. Vi støtter IPBs hensigt om at nominere tre bemærkelsesværdige organisationer, med fokus på retten til samvittighedsnægtelse, til Nobels Fredspris 2024: Ukraines pacifistiske bevægelse, den russiske bevægelse af samvittighedsnægtere (MCO) og den hviderussiske Our House.”
DU kan sende en e-mail til støtte for Yurii til præsident Zelenskyy herfra - bladr nedad for engelsk udgave.Tom Vilmer Paamand - august 2023

>  Militærbyrden vokser, udviklingsbistanden falder
Medierne fortæller for tiden, at militæret nu får tilført et enormt beløb, nemlig 143 milliarder kroner. Tallet gælder godt nok en ti-års periode, men det er stadig voldsomt stort. Alligevel er dette kun en mindre del af den reelle udskrivning, for det fremgår ikke klart, at beløbet er EKSTRA - og derfor lægges oven i de sædvanlige bevillinger, der i forvejen løber op i mindst 400 milliarder.
Den samlede militærbyrde vil derfor langt overstige 500 milliarder kroner over de næste ti år. Størrelsen afspejler, at den årlige byrde løbende vil vokse sig federe og federe. Hvad den så ender på, er ikke helt til at forudse, for NATO har bundet beløbet til BNP, og dette vokser for tiden - og så må militærbyrden åbenbart vokse med. Oven i er NATOs 2%-krav nu blot en bundgrænse…
Det skønnede beløb for 2030 er sat til 56 milliarder kroner, mens slutafregningen for 2020 blev på 39 milliarder. Sådanne beløb er ikke nemme at overskue, for selve bevillingen til Forsvarsministeriet var "kun" på 27 milliarder. Teknisk set er dette ikke overforbrug, men viser at der også tillægges store milliardbeløb til militære formål udenom Forsvarsministeriet. Fx regnes militærfolks pensioner med hos NATO, og især de militære bidrag til Ukraine-fonden kunne veje tungt - om NATO så vil acceptere disse i procent-målet.
Modsat har øgningen af BNP sat udviklingsbistanden under pres, selvom der hertil kun er afsat 18 milliarder, og et procentmål på 0,7 procent. Når BNP stiger, skal der også her et par milliarder mere til for at nå med derop. Omend udviklingsbistanden måles ifht BNI, men det her er vist langhåret nok allerede...
Sidste år nåede udviklingsbistanden kun op på 0,67 procent af BNI, for disse relative småpenge til verdens fattigste får på ingen måde samme opmærksomhed, som når NATO forlanger sit skålpund kød. Tallet er ellers lige som pengene til NATO en del af regeringens skriftlige grundlag. Med dette svigt er det første gang i over 40 år, at Danmark ikke lever op til denne forpligtigelse overfor FN. Mens NATO får, hvad NATO kræver…
Disse militære begunstigelser vil for hvert eneste år langt overstige fx prisen for Øresundsbroen og regionernes supersygehuse. Men det er vigtigt at huske, at militær-milliarderne heldigvis alligevel blegner i forhold til fx de samlede investeringer i sundhed og uddannelse, for disse gode ting finansieres med langt større beløb - også i Rusland og USA.
Militærmaskinen er grådig og ødelæggende, men opæder dog kun nogle få procent af vort lokale samfundsbudget. Dette er dog så rigeligt, for som med enhver anden rockerklub, kan voldsparate grupper skabe stor utryghed omkring sig. Vi må derfor som befolkning presse for at få udviklet bedre metoder til konfliktløsning, og så kaste de militære metoder på historiens losseplads. Tom Vilmer Paamand - august 2023


>  Fredskultur, et sikkerhedspolitisk alternativ
På den Nordiske Fredskonference holdt Ingeborg Breines fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed i Norge åbningstalen. Hun har i mange år arbejdet med fredsspørgsmål, både som akademiker, forfatter og som ansat i UNESCO – især med fokus på kvinder og fredskultur. Det var en meget flot tale med en del nedslag, som kan stå som selvstændige udtryk:
  • Jeg vil gerne citere den persiske poet Rumi, når han siger: Hinsides alle forestillinger om rigtigt og forkert er der en mark. Der vil jeg møde dig. Fredsvenner over hele verden ved, at det gør en stor forskel, når en pacifist skjuler sig i Kiev, en feminist kæmper i St. Petersborg, eller en fredsforsker siger sandheden til magten i New York.
  • Vi risikere at ende i et inhumant, udemokratisk samfund, hvor de unge er fanget i en konfrontatorisk, militaristisk måde at tænke og handle på. Det er på tide at anerkende, at det er det militær-industrielle kompleks der er fjenden, ikke vores naboer.
  • Mange ting er udenfor demokratisk kontrol. Militær sikkerhed og det såkaldte forsvar er demokratiets sorte hul.
  • Venner, det er tid for våbnene at tie, og på tide at styrke fredsbevægelsens rolle og muligheder. Verden har ikke brug for afskrækkelse – men samarbejde, heling, skønhed og retfærdighed – og vi, vi har et arbejde, der skal gøres.

Martin Mørch - juli 2023


>  Find plads til en smule fred i forsvarsforliget, tak!
For hver 10 kroner sat af til militære løsninger, så giv 1 øre til udvikling af fredelige alternativer, foreslår foreningen Aldrig Mere Krig - bevidst sagtmodigt:
I den aktuelt ophedede situation er behovet for en stærk dansk kapacitet for freds- og konfliktløsning blevet endnu mere indlysende. Men i et kollektivt svigt er dette stort set sparet væk, selvom evnen til at kunne dæmpe, hindre og afslutte konflikter er en vigtig del af et lands forsvarsmuligheder.
En kapacitet for fred bør derfor indgå i det kommende forsvarsforlig, hvor en integrering kan sikre løbende bevillinger i et længere tidsperspektiv - samlet i en målrettet pulje, der kan søges til freds- og konfliktforskning samt udvikling, oplysning og undervisning i bredere ikke-militære konfliktløsningsaktiviteter.
Behovet er stort, mens den foreslåede udgift er forholdsmæssigt beskeden, så der er intet budgetmæssigt problem i at finde plads til en smule fred i forsvarsforliget. Over tid bør beløbet naturligvis vokse til en langt rimeligere størrelse, men se dog at få startet en sådan årlig pulje til ikke-militære alternativer.
Blot en tusindedel af det samlede forsvarsbudget kan gøre en verden til forskel.
- En tusindedel løber trods alt op i små 40 millioner kroner om året til fredsudvikling, hvor til der pt intet gives. Og da Danmarks militærbyrde er sat til kronisk at stige, ville denne foreslåede beskedne pulje også vokse med hvert eneste år.
Sidst dette blev forsøgt var i 2015, hvor der på finansloven blev afsat et enkeltbeløb på 12 millioner til "ikke-militære konfliktløsningsaktiviteter". Denne bevilling blev aldrig udbetalt, da beløbet blev annulleret ved et regeringsskifte. En binding til forsvarsforliget denne gang kan sikre beløbet i en årrække.
Kontakt partierne, også lokalt, og få sat fut i dem!
Tom Vilmer Paamand - maj 2023


>  AMK har fået nyt og fælles kartotek
logoAMK har udviklet på sit medlemskartotek, så arbejdet med dette nu kan deles af flere i bestyrelsen – vel at mærke bagved en gennemtænkt sikkerhedsmur.
AMK har valgt at bruge programmet OnlyOffice til denne opgave, da der dermed et godt styr på GDPR-reglerne om fortrolighed med personoplysninger.
For medlemmerne og for andre, der kontakter foreningen, giver dette nu mulighed for, at der altid kan være flere hænder og øjne på opgaverne, så det bliver mere overskueligt at få det hele gjort. Dette her lille skriv om foreningens brug af Onlyoffice, er i øvrigt al den betaling, som dette produkt vil koste os - da vi får det helt gratis i en særlig service, som Onlyoffice giver til frivillige foreningers arbejde.
De sidste mange år har regeringerne gjort det langt vanskeligere at være forening, såsom nedlæggelsen af Postgiro og liberaliseringen af postvæsenet. Tidligere blev meget af kartoteksarbejdet hjulpet godt på vej af giro, der fx automatisk opdaterede flyttede abonnenter og den slags. I dag er den slags både sværere og dyrere. Og det bare ud til at blive værre - men nu får AMK dog et bedre kartotek selv!
Tom Vilmer Paamand - april 2023


>  Danmarks base-forbehold er faldet
Allerede i 1953 sagde en socialdemokratisk statsminister Nej Tak til allierede soldater på dansk jord i fredstid. Trods dette klare budskab, kom der alligevel grønt lys til, at USA fortsat kunne have egne militære baser på Grønland, som USA havde indtaget ti år tidligere. Samtidig var dette kun en regeringserklæring, og selv en offentlig sådan kan snildt og diskret ændres i al hemmelighed – som det fx skete med tilladelsen til USAs atomvåben på Grønland. Så i 2022 ændrede Mette Frederiksen 70 års (syd)dansk basepolitik med et snuptag, i hemmeligholdte forhandlinger med USA. Dette blev meldt ud kort inden Ruslands angreb på Ukraine, men de diplomatiske skridt var reelt startet tidligere, og byder på fuld immunitet for USAs soldater på dansk jord.
Som lidt sukker på fastslog statsministeren, at Danmark dog ville sige nej, hvis USA spurgte om atomvåben på dansk jord. Men som dokumenteret, har USA da heller ikke for vane at spørge først. Lige som historierne fra 1980erne, om at USA da slet ikke havde permanent udstationerede soldater i Danmark, for disse rejste jo væk – på ferie til Tyskland hver weekend…
USAs baseaftale er, lige som den tilsvarende med Norge, en ren mellemstatslig affære, som heller ikke kan undskyldes med, at der er en beskeden demokratisk kontrol gennem NATO. USA vil altså frit kunne bruge danske havne og flyvepladser som springbræt til egne imperialistiske ambitioner, som ikke er ”godkendt” hverken i NATO eller FNs Sikkerhedsråd.
Læs en tale mod baserneTom Vilmer Paamand - februar 2023


>  Lyspunkter i en svær tid
Folketingsvalget blev desværre langt fra noget "fredsvalg". Enigheden om krigspolitikken er pt så massiv, at alternative tanker om at skabe fred simpelthen bliver skudt ned. Stort set ingen kandidater tør stå på mål for dem, da et fredsbudskab åbenbart er for svært at forklare i så simple ord, at journalister kan forstå at formidle det.
I stedet falder medierne kluntet ned i, at enhver tanke om andre løsninger end bomber logisk set må være en støtte til Putin. Suk - men netop derfor må fredsbevægelsen oppe sig, og blive bedre til at servere et klarere fredssignal i denne svære tid. Fx ved at pege på, at der også er fornuftige fredsfolk i Rusland, og såmænd også i Ukraine, der søger fredeligere løsninger.
Blandt lyspunkterne herhjemme er fx Mini Marchen mod Atomvåben, Oprustning og Militarisering i København og de gode oplæg på Fredsfestivalen i Århus. Samt at der nu er en Nordisk Fredsalliance på vej mod stiftelse. Forarbejdet samlede de fleste nordiske fredsfolk, der godt nok ikke blev enige om en samlet stemme, men dog om et fælles netværk til gensidig berigelse - i første omgang i et samarbejde mod fremmede baser og atomvåben.
Rundt om i verden viser andre konflikter, at fred overraskende nok er et tiltrækkende alternativ til krig. Tudsegamle konflikter som i Colombia og Etiopien er sat på skrøbeligt vågeblus og mens det hidtil nærmest har være en helligbrøde at foreslå en forhandlet fred om Ukraine, er tanken nu pludseligt blevet mere tilladelig. Så måske!
Tom Vilmer Paamand - november 2022


>  Fredsven i 2022. Hvordan?
Krigen i Ukraine har forandret mange ting. Både i Danmark og resten af Europa. Nu, hvor næsten alle de politiske partier støtter øgede militærudgifter og oprustning, er det blevet svært at forklare og forsvare betydningen af nedrustning. Alle de store massemedier, både dagblade, radio og TV, fortæller ukritisk om nødvendigheden af at sende våben til Ukraine.
Selv i en tid, hvor der er desperat mangel på penge til velfærd og den grønne omstilling, synes der at herske bred enighed om, at militæret har første prioritet, når det gælder øgede bevillinger. Spørgsmålet er altså, om det efter Putins brutale overfald på Ukraine overhovedet giver mening at være pacifist og kvækertroende fredsven?
For mig at se er svaret, at det ikke alene giver mening, men at det er mere nødvendigt end nogensinde, at vi åbent og offentligt arbejder for fred, nedrustning, dialog og mellemfolkelig forståelse. For ganske vist er det svært at vide, hvordan vi bedst bekæmper brutale magtmennesker som Putin og andre diktatorer. Til gengæld bør det være let at forstå, at øget oprustning og krig ikke skaber mere fred i verden.
Verden har allerede et årligt militært forbrug på over 14 billioner kroner. Og dette gigantisk beløb planlægger politikerne altså nu at forøge yderligere. Det er svært, for ikke at sige umuligt, at tro på, at dette er vejen til fred! Tænk, hvis bare en del af alle disse penge blev brugt på fredsarbejde, miljø- forbedringer, uddannelse og velfærd. Dette kunne bidrage til at skabe fred i verden.
Jamen, det nødvendige forsvar? Et virkeligt forsvar bør ikke bygge på de typer af våben, der i lige så høj grad kan bruges som angrebsvåben. Nej, et virkeligt forsvar bør indbefatte alle de metoder, der hører til i konfliktløsning og (om nødvendigt) ikkevoldsforsvar og civil ulydighed. Tillad mig at citere den norske kvæker Kristin Eskeland, der i tidsskriftet Kvekeren 2022 - 3 skrev, at:
”Råbet om mere militært forsvar er ikke svaret. Er det ikke snart på tide at vælge en anden vej? At vurdere ikkevold som metode i stedet for at bruge milliarder på at lære at dræbe hinanden og lægge nye samfund øde. Fredsbevægelsen bliver altid beskyldt for at være naiv og urealistisk. Men vi må tåle at blive kaldt naive drømmere. Det er våbenkapløbet og krigen, som er fjenden.”
Niels Kjær, AMK-medlem og kvæker - november 2022


>  Milliarderne til våben for Ukraine er mørkelagt...
Få lande har doneret mere til Ukraine end Danmark, beregnet per indbygger - og sammenlagt var der i oktober 2022 støttet med våben for knap fire milliarder. Men hvilket materiel der er doneret og for hvor mange penge - og hvilke partier, der har støttet denne militære hjælp - er delvist mørkelagt. Nogle data er under militær utilfredshed dukket frem gennem læk og intern uro i partierne, samt via kilder i lande, der ikke har så ringe en offentlighedslov som Danmarks.
Partierne bliver kun spurgt/orienteret i Det Udenrigspolitiske Nævn, der er nedsat af Folketinget, og nævnets møder afholdes som regel under stor fortrolighed. På forespørgsel kastede Folketingets Oplysning bolden videre til Forsvarsministeriet, "som har det bedste overblik, hvad angår det militære". Men Forsvarsministeriet vil "af hensyn til operative forhold ikke gå ind i spørgsmål om konkrete donationer", og henviser til sine pressemeddelelser, der ligesom nævnets holder sig fra det konkrete.
I februar 2022 blev en leverance af "skulderbårne panservåben" beskrevet, men siden da har den officielle kommunikation holdt sig til bevidst uklart at skrive "600 millioner kroner til militært udstyr" og "820 millioner kroner til våben". Dette begrundes i, at "den danske regering har med opbakning fra et bredt flertal i Folketinget besluttet, at der skal være fortrolighed om donationerne af operative og sikkerhedsmæssige grunde og af respekt for vores samarbejdspartnere".
Med denne mørkelægning går Danmark enegang, da samtlige vore nabolande og allierede udsender specificerede lister over deres donationer - hos dem har Ukraine åbenbart ikke bedt om den fortrolighed, som Danmark bruger som forklaring...
Tom Vilmer Paamand - oktober 2022


>  AMKs navn tænder advarselsflag i banken...
Når Aldrig Mere Krig køber materialer i udlandet, er dette besværligt at gøre i foreningens eget navn. Brugen af ordet "krig" tænder nemlig et advarselsflag om mulig terrorstøtte, så betalingen står fastfrosset, indtil AMK har dokumenteret at formålet virkelig er uskyldigt og fredeligt.
Diverse mistænkelige søgeord vil få systemet til at blokere for overførslen. Systemet holder os alle sikre, for slyngler er naturligvis så dumme, at de deklarerer grimme terrorbidrag korrekt som "støtte til krig", og ikke forsøger at skjule overførslen bag en mere uskyldig beskrivelse...
Overførsler til udlandet, selv på minimale beløb, bliver tjekket af en række automatiske systemer, for bankerne er forpligtiget til at bekæmpe terrorfinansiering, her i blandt at overholde de internationale sanktioner, som Danmark og USA deltager i.
USA bestemmer nemlig rigeligt her, da de sidder tungt på mange af de finansielle knudepunkter, der bruges ved bankoverførsler. Dette er en af de mange grunde til, at USA ikke selv bliver ramt af omfattende sanktioner, ovenpå landets egne ulovlige angrebskrige.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2022


>  En pacifistisk våbenfabrik?
Livet som våbenfabrikant bliver nemmere at holde ud gennem livsløgne, om alt det gode som produktionen i virkeligheden gør. I Danmark holder våbenkrejlerne sig for det meste også langt væk fra journalister og mulige distraherende spørgsmål, men taler så mere frit til lokalavisernes mikrofonholdere.
En nylig artikel i netmediet LystrupLIV illustrerer dette på fornemmeste vis: Virksomheden Composhield i Lystrup producerer panser, men "selvom Composhields varer bliver brugt i krigs- og konfliktzoner, er virksomheden pacifistisk", forklarer direktøren. "Hvis ikke vi arbejdede i forsvarsindustrien, ville soldaterne enten blive slået ihjel, eller også ville andre levere det i stedet."
Direktøren understreger, at "det ikke er tilladt at sælge til lande, der er involveret i konflikter". Panseret sælges derfor kun til køretøjer for "EU, FN og NATO-allierede". Og altså ikke til angrebsbrug, men derimod for "at beskytte dem, der sidder i vognen", for sådan en "pansret mandskabsvogn indeholder ikke en kanon eller andre våben".
Artiklen er illustreret med firmaets prale-model af en panservogn, og trods direktørens forsikringer om det modsatte, er denne udstyret med maskinkanon. Panservognen er fra De Forenede Arabiske Emirater, og her har Composhield i følge eget reklamemateriale en lokal afdeling. På grund af Emiraternes indblanding i Yemens blodige borgerkrig, er der dansk eksportforbud til landet.
Samme type panservogn bliver brugt i Sudan til nedslagtning af demonstranter. Firmaet har også rakt ud til andre slyngelstater, og fik i 2014 en eksporttilladelse for våben til Pakistan på mere end 400 millioner kroner. I stedet for at prale med succesen, søgte Composhield at holde salget hemmeligt.
Fabrikken ligger i en forstad til Aarhus, men har udviklet sit særlige beskyttelsespanser i kompositmaterialer med hjælp fra forskere og Phd-studerende på Aalborg Universitet og DTU, og virksomhedens medarbejdere er hentet sammesteds.
Tom Vilmer Paamand - september 2022


>  Ny nordisk blok i NATO mod atomvåben!
Med et omsving af geopolitiske dimensioner ser Finland og Sverige ud til at være på vej ind i NATO. Trods alt, kan dette få en vis positiv betydning, for så kan det atomare sammenhold i NATO blive udfordret fra nordisk side.
De nordiske lande har alle en klar fælles front mod selv at få påduttet atomvåben, og denne front kunne i bedste fald vokse til et bredere sigte - i og med at der pludselig kan sidde hele fem samarbejdende nabostater i NATO med sådanne holdninger.
Modsat kunne denne (fortsat ret teoretiske) modstand, forstærket med Finland og Sverige, ses som et problem af NATOs egne atommagter Frankrig, Storbritannien og USA, samt andre med hang til store bomber. I debatten om NATO-udvidelsen, kan dette altså på samme tid være et NATO-argument imod denne, men også et positivt mål at stile imod, hvis udvidelsen bliver en realitet.

- Danmark: Forsvarsminister Morten Bødskov: "Hvis amerikanerne kommer og siger, at de vil have lov til at stille atomvåben op på dansk grund, så er svaret nej!"
- Finland: Defence minister Antti Kaikkonen: "We are not going to request for nuclear weapons to be put on Finnish soil, nor is anyone pushing [such plans]."
- Island: "The national security policy of Iceland is to embrace that Iceland and its economic zone be declared a nuclear-free zone."
- Norge: "Norsk base- og atompolitikk har begrensninger på lagring av visse våpentyper på norsk territorium [atomvåpen, landminer og klasevåpen mv]."
- Sverige: "Regerinspartiet Socialdemokraterna ska verka för att Sverige uttalar unilaterala förbehåll mot utplacering av kärnvapen och permanenta baser."

Se også ICANs rappport: Why NATO members should join the UN nuclear weapon ban.

Tom Vilmer Paamand - maj 2022


>  Grøde i fredsbevægelsen
I lyset af krigen i Ukraine og dens resulterende brede oprustning, er en række organisationer nu i færd med at stifte et "Fredsinitiativ for fælles at planlægge kampen for fred og nedrustning". De gamle landsdækkende grupperinger, som AMK og Kvindefredsligaen, samt nykomlingerne Forbyd Atomvåben, Fredsministerium, Fredsvagten og Tid Til Fred har været med i det indledende arbejde. Fredsinitiativet har budt alle organisationer og enkeltpersoner velkomne, og ud over dedikerede fredsfolk har også forskellige græsrodsorganisationer og politiske grupperinger meldt sig.
Fredsinitiativet er i nærkontakt med den tilsvarende nystartede kampagne " Nej Til Oprustning", der ønsker "Ja til konfliktmægling, diplomati og gensidig nedrustning", så et samarbejde er sandsynligt. Fredsinitiativets foreslåede grundlag "opfordrer til gensidig nedrustning og politiske forhandlinger for en fredelig løsning på konflikten i Ukraine", "Ja til humanitær bistand" og"Nej til konfliktoptrapning fra både Ruslands og NATOs side", samt "Støtte til fredselskende kræfter i Rusland og Ukraine".
Mere overordnet er der pt også andre aktuelle paroler med, om "Nej til atomvåben og amerikansk militær på dansk jord" og "Nej til ophævelse af EU-forsvarsforbeholdet", men ikke noget om "Danmark ud af NATO" eller "Nej til USA's imperialisme". De sidstnævnte emner skabte nemlig lidt diskussion. Aktuelt er danskernes opbakning til NATO større end nogensinde og nogle håber, at et bredere militært samarbejde i EU kunne svække USAs dominans.
Også lokalt spirer mindre fredsgrupper frem. Et græsrodsinitiativ for enkeltpersoner kaldet " Fyn for fred " vil "gå imod strømmen og arbejde for dialog og nedrustning". De følger en model fra Kvinder I Sort ved at lave mindre aktioner lokalt i fynske byer. I Midtsjælland kalder en gruppe sig "Almindelige mennesker for fred", og i det sydjyske " Sønderborg mod Krig og Terror".
Landet rundt er gode borgere også gået ind i arbejdet med at tage imod de nye krigsflygtninge, og ligefrem at hjælpe dem herop, hvilket denne gang omfavnes af stort set alle politikere og erhvervslivet - en stærk kontrast til den tidligere mere forbeholdne modtagelse af andre flygtningegrupper.
Mere traditionelt får Folkemødet på Bornholm nu atter besøg af fredsfolk, arrangeret gennem Fredsministerium, der her i april kan holde 10-års jubilæum, hvor en bred kreds af aktivister og fagfolk samles for at kikke fremad.

Tom Vilmer Paamand - april 2022


>  NATOs krav kan opfyldes uden våben
Det danske militær får nu tilført endnu flere milliarder, har vort Folketing besluttet - efter pres fra NATO, og med effektiv hjælp fra Putin til at skabe panik.
Politikerne er til fals for løfter om af indkøbe det nyeste og allermest skinnende legetøj, men det helt afgørende bør naturligvis være, hvordan Danmark mest effektivt opfylder selve formålet med at bruge alle disse penge.
Indlysende nok bør alle indkøb efterleve NATOs formål, som beskrevet i Den Nordatlantiske Traktat, der primært (overraskende ubekendt) forpligter deltagerne til at bilægge enhver international stridighed, i hvilken de måtte blive indblandet, ved fredelige midler.
Indkøbet skal også klæde Danmark på til bedre at kunne bistå angrebne deltagerlande ved straks at tage sådanne skridt, som hver af dem anser som nødvendige - herunder anvendelse af væbnet magt. Bemærk at brug af væbnet magt omhyggeligt ikke er den eneste mulighed - dette var et krav fra USAs Senat.
Uanset hvad der siden dette grundlag er lagt oven på, bør Danmark med fuld dækning i traktaten støtte NATO - ved at opruste for milliarder til bedre at kunne bilægge stridigheder ved fredelige midler: Med forskning og træning i konfliktløsning, målrettet bistand til at afværge mulig risiko for militær optrapning, samt naturligvis en omfattende genopbygning af det danske diplomati.
Her er et indsatsområde, hvor NATO savner kompetence, og hvor Danmark kan gøre en forskel i verden omkring os langt bedre, end ved blot at gøre en lille smule af det samme, som alle de andre allerede gør.
Tom Vilmer Paamand - marts 2022


>  Alle Vestens våben nyttede ikke
logo- Alle må opruste, for dialog nytter ikke mod despoter, lyder det alt for enstemmigt igen. Men Ruslands angreb på Ukraine viser helt modsat, at alle Vestens våben intet har nyttet, for oprustning og militær afskrækkelse var der igen så rigeligt af.
Spørgsmålet er ikke, om der mon er kastet nok kræfter ind i diplomati og forhandling, for svaret er et alt for indlysende NEJ. Også herhjemme har skiftende regeringer i stedet satset milliarderne på våben, men diskussionen om hvorfor, og hvad de i givet fald skulle afhjælpe, har været stærkt begrænset. Spørgsmålet lyder så: Hvorfor er fredsfolkene tavse - men vi råber os hæse efter ærlig dialog og tillidsskabende forhandlinger med samme kraft, som vi altid har gjort det.
Heldigvis går flere og flere russere på gaden i protest mod krigen, trods den russiske regerings nedbankning af demonstranter. Ikke mindst de unge, der ser det tåbelige i angrebet, og frygter en fremtid spærret inde bag Vestens restriktioner. "Нет Войне", lyder råbet i Rusland, og modsvares af "Ні Війні" i Ukraine: "Nej til Krig!"
AMK støtter budskabet i begge lande. Men mens mange jubler med over den russiske krigsmodstand, hænges ukrainske krigsmodstandere ud som forrædere. Krigen har fået den ukrainske regering til at slå hårdt ned, mod hvad den opfatter som deserteringer, så alle mænd op til 60 år nu har fået forbud mod at forlade Ukraine. Helt uanset at der foregår en krig, er det skammeligt at slæbe krigsmodstandere til fronten.
Rusland må forestille sig, at de kan omdanne samfundet i Ukraine til en underdanig lydstat, men det vil velkendte metoder som civil ulydighed og militærnægtelse kunne gøre umuligt - langt bedre end militær mod militær. Tving Rusland til forhandlingsbordet og ud af Ukraine med ikkevoldelige metoder og diplomatisk kraft. Det burde være indlysende nu selv for politikere, at deres blinde tiltro til militært isenkram ikke får gjort vores verden sikrere.
Læs hele argumentationen på FRED.dk
Tom Vilmer Paamand - februar 2022


>  AMKs fredshilsen til oprøret!
Foreningen Aldrig Mere Krig fordømmer Ruslands angreb på Ukraine. Som altid er AMK indlysende nok mod krig, uanset hvem der har våbnene i hænderne. AMK hilser derfor også oprøret mod yderligere amerikansk militarisering af Danmark stort velkommen. Det er så rigeligt, at Grønland i generationer har måttet leve med en egenrådig USA-base, der også burde lukkes.
Krig, vold og især trusler om atomvåben, er aldrig en løsning. Selv i denne forfærdelige situation hjælper det ikke at udråbe den ene militære stormagt til en større global trussel end den anden. Historien har vist, at der er rigelig med blod på alles hænder. Situationen puster til gamle fjendebilleder og sætter turbo på militariseringen, senest med Folketingets vedtagelser om at sende yderligere dansk militær til Baltikum - og det på et opskruet krigerisk mandat. Dette går hånd i hånd med småskinger nationalisme og massiv økonomisk indsprøjtning til krigsindustrien.
Lyt til din egen indre og gode dømmekraft. Som pacifister husker vi klart, at det aldrig er de samme mennesker, der står og skal slå ihjel, som dem, der har besluttet, at der skal slås ihjel. Og det er heller ikke dem, der vinder magt og tjener på krigsproduktionen. Ligesom vi skal huske de mange tusinde kvinder, børn og andre civile, der altid ryger med i købet, som "utilsigtede følgeskader".
Tving Rusland til forhandlingsbordet og ud af Ukraine med ikkevoldelige metoder og diplomatisk kraft. Sæt oprustning og optrapning i Øst og i Vest på pause. Brug i stedet alle kræfter på at føre åbne og inkluderende forhandlinger om fred og nedrustning. Afhold dem i en dialog mellem alle statslige og ikke-statslige parter i konflikterne, og med solid inddragelse af civilsamfundets aktører.
Aldrig Mere Krig!
Aldrig Mere Krig - februar 2022


>  WRI-erklæring om krigen i Ukraine
Som svar på morgenens nyheder har War Resisters' International hovedbestyrelse følgende erklæring:
War Resisters' International er yderst bekymrede over krigen i Ukraine. Krig er en forbrydelse mod menneskeheden!
Vi opfordrer Rusland til øjeblikkeligt at indstille alle angreb, og trække sine tropper tilbage ud fra Ukraine. Vi opfordrer befolkningen i Luhansk/Lugansk og Donetsk/Donetsk til at gøre det klart for den russiske regering, at de ønsker selvbestemmelse over deres egen fremtid - uden at skulle betale en pris som krig.
Vi opfordrer den ukrainske regering til at give afkald på militær modstand, og til i stedet at proklamere civil modstand, Vi opfordrer det ukrainske folk til at nægte at alyde en eventuel ny regering, som Rusland måtte indsætte - dette kaldes socialt forsvar. Hvis alle nægter at adlyde Ruslands ordrer, når Rusland besætter Ukraine, vil Rusland i sidste ende ikke være i stand til at nå sit mål.
Vi opfordrer også det russiske folk og russiske soldater til at nægte at alyde deres regerings krigsordrer, til at gøre modstand uden vold og at få Putin-styret fjernet. Dette er også en del af det, der kaldes socialt forsvar. Vi opfordrer Rusland, FN, OSCE, NATO og alle regeringer til straks at indlede fredsforhandlinger.
Vi opfordrer NATO-medlemmer til at vise mådehold i deres reaktion på den russiske aggression, og ikke at lade det russiske folk betale for deres ledelses forbrydelser. Vi står solidariske med befolkningen i Ukraine i disse svære tider, og vi støtter dem, der modsætter sig krig i Ukraine, Rusland og alle andre steder i verden.
War Resisters' International - februar 2022


>  Nyt midterparti vil indføre social værnepligt
logoTidligere Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen vil sikre sig fortsat plads i folketinget gennem sit ny parti Moderaterne. Første udgave af partiprogrammet er just udkommet - blandt andet med ideen om at indføre "BORGER­PLIGT".
Forslaget er småsludrende nostalgisk, om da "unge mennesker [læs: mænd] fra Vollsmose eller Varde møder deres jævnaldrende fra Vedbæk og Viborg – på tværs af sociale skel – når de skulle i kongens klæder".
Forfriskende og nytænkende for dem inde på Christiansborg, omend tankerne er gammelkendte - borgerpligt har indgået i den danske grundlov som begreb siden 1849. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt, og fortæller meget om prioriteringen (eller om bagvedliggende uenighed), at emner som militær og forsvar endnu kun indgår i Løkkes partiprogram gennem bisætningerne i dette punkt. Løkkes version af borgerpligt lyder som det rene Alternativet:
"... MODERATERNE vil styrke medborgerskab, dannelse og sammenhængskraft gennem en ny ’borgerpligt’ for alle unge. Borgerpligten bygger på principperne fra værnepligten, men kan aftjenes i hele samfundet. ... alle unge, uanset køn, bruger et halvt år på at arbejde for fællesskabet og fremtidens Danmark. ... hos bl.a. velfærdssamfundets institutioner, på uddannelsessteder, i forsvaret, indenfor kulturlivet, i arbejdet med bæredygtig naturbeskyttelse eller i civilsamfundsinstitutioner. ... Tænk på det udsyn og den tolerance det giver at mødes og arbejde sammen med andre, der har haft helt andre opvækstvilkår. ..."
Altså en pligtmæssig samfundstjeneste, desværre ikke som erstatning for værnepligt, men en supplerende og langt mere omfattende ordning ved siden af. Pt fravælger mindst 90 procent af alle unge mænd militæret, ved hverken at blive tvangsindkaldt eller melde sig frivilligt. Det er dem, samt alle de unge kvinder, som Løkke nu vil indrullere.
En af Aldrig Mere Krigs største perioder, var baseret på den voldsomme mængde af militærnægtere omkring 1970. Dette toppede i 1972, hvor hver femte af værnepligtsårgangen valgte nægteriet - 4.600 personer. De sad ikke længere kun i lejre - hvor de i øvrigt, lige som de soldater Løkke mindes i sin tekst, havde et rigtig dejligt kammeratskab.
Mange blev udstationeret på museer og kulturinstitutioner, helt som Løkke nu drømmer om. Eller gik nærmest fuldtids ind i fredsarbejdet. I de nyeste tal fra 2020, er militærets behov for indkaldte værnepligtige tilfældigt nede i samme niveau, som da nægtertallet toppede, nemlig på 4.600 personer.
Aldrig Mere Krig får i dag kun sjældent henvendelser fra nægtere, der behøver hjælp - for deres tal er kun omkring nogle håndfulde. Men foreningen er naturligvis fortsat skarpt imod militærtjeneste, frivillig eller påduttet. Samfundstjeneste som sådan har AMK ikke en umiddelbar holdning til. Foreningens modstand til værnepligt er mod VÆRNE-delen af ordet, ikke PLIGT-delen.
Det er nok tvivlsomt, om dette nye parti får stemmer nok til ret meget politisk - Lars Løkke har jo et blakket ry som person. Samtidig har diverse professorer allerede skudt tanken ned af samfundsøkomiske årsager, men deres regnemaskiner har jo aldrig sat værdi på varme hænder og kultur. Det endelige partiprogram fremlægges først i juni.
En sådan udvidet samfundspligt er da en interessant tanke, og fint at få en debat, hvor fokus ikke er på militærets præmisser - der kan blive hård konkurrence om de indkaldte unge, når disse også kan gå efter en mere attraktiv og fredeligere beskæftigelse andre steder!
Tom Vilmer Paamand - januar 2022


>  Konfliktforebyggende kommunikation med Rusland nu!
logoAMK har sendt en forespørgsel til hhv udenrigsministeren og Udenrigspolitisk Nævn:
For at undgå konflikter gennem dumme uheld og fejlslutninger, må der være effektive og velfungerende kommunikationslinjer mellem Danmark og Rusland, og de må være indbygget i den militære struktur på begge sider.
Dette var indlysende for alle parter, mens Den Kolde Krig var allermest varm, og de gensidige fjendebilleder allermest skræmmende. Frygten dominerede, men trods dette var der altid fornuftige aftaler på plads. Moskva og Washington havde en "rød telefon", men vigtigere endnu var de mange aftaler på lavere niveau.
For Danmark havde dette på den tid størst betydning i, over og under Østersøen - og de nødvendige kommunikationslinjer med Warszawapagten stod klar, og blev brugt. I dag er Sovjet fortid, men Rusland rumsterer fortsat i Østersøen, og nu åbner området omkring Arktis op med nyt konfliktpotentiale.
Modsat tiden under den Kolde Krig, er mange af kommunikationsmulighederne med det russiske militær nu afviklet. Derfor et det særdeles skuffende, at udenrigsminister Jeppe Kofod helt aktuelt klart afviser et russisk udspil, om at få sådanne livsvigtige kontakter på plads igen.
Vladimir Barbin, der er Ruslands ambassadør i Danmark, har rakt ud: "Der kunne være en direkte kommunikationslinje mellem den danske og den russiske militærstruktur, som vi for eksempel har det med Norge. Hvorfor ikke også Danmark? Så kunne man få afklaret, hvad der er sket, hvorfor det er sket og så videre. ..."
Tilsvarende tanker kan læses hos f.eks. "Center for Militære Studier", som understreger netop dette: "Eksisterende bilaterale aftaler om hændelser og militære øvelser til søs er vaklende. Netop derfor har Østersøen behov for yderligere tillids- og sikkerhedsskabende initiativer, der eksempelvis indebærer notifikationer om militære aktiviteter og troppebevægelser ..."
Som ambassadøren nævner, har Rusland aftaler med Norge om forebyggelse af hændelser. Samt ikke mindst med USA. Begge eksempler er NATO-lande, så der er tydeligvis alligevel mulighed for at lave direkte aftaler med Rusland, uden at dette giver problemer for alliancen – uanset hvad NATO og Rusland så ellers aktuelt måtte lave af gensidige benspænd på højere niveau.
Foreningen Aldrig Mere Krig vil derfor opfordre Udenrigspolitisk Nævn til at hjælpe udenrigsministeren med at genoverveje dette første afvisende svar. Kontakt Norge og USA, og hør om ikke Danmark (og verden) kan få gavn af tilsvarende aftaler.
Se henvendelsens lidt længere tekst som PDF - samt svaret
Tom Vilmer Paamand - oktober 2021


>  Fire ud af fem værnepligtige forlader Forsvaret
logoForsvaret praler rigeligt om de mange, der frivilligt ønsker at blive værnepligtige – men lysten til et mere permanent liv som soldat viser sig hurtigt at være stærkt begrænset. Mere end 80 procent af disse så villige forlader nemlig forsvaret igen straks efter afsluttet værnepligt.
Selvom Forsvaret langt fra har brug for alle, er det for få, der lader sig rekruttere videre. Dette trods reklamer for små 30 millioner kroner om året, også efter unge, der ikke har været i trøjen – men som har "en ikke-erkendt interesse for forsvarets uddannelser", som det så kringlet beskrives.
Dette giver fortsatte problemer med kvaliteten, som Hærens Konstabel- og Korporalforening beklager det: "Manglende evne til at fastholde konstabelgruppen i længere tid medfører ærgerlige udgifter til hele tiden at rekruttere og uddanne nye soldater til erstatning for dem, som går."
En ikke oplyst del af de unge værnepligtige er i øvrigt kun hvad der kaldes teknisk frivillige, hvilket er tvangsindkaldte, der så (kraftigt opfordret) melder sig "frivilligt" for at få lidt ekstra indflydelse på deres værnepligt.
Undervejs i værnepligten dropper 10-12 procent ud, og de seneste to år er 80 værnepligtige blevet anmeldt til auditørkorpset for helt at udeblive fra tjeneste, hvilket selv for "frivilligt værnepligtige" kan betyde op til seks måneder i fængsel. Nogle få af dem spørger AMK om hjælp, for den enkleste måde at slippe ud på er pludselig at udvikle en samvittighed, og så blive nægter i stedet – og vi hjælper naturligvis så godt vi kan.
Nægtere har den yderligere bonus, at de ikke bindes til totalforsvarsstyrken, som de tidligere militært værnepligtige gør. Disse har nemlig pligt til ved krig eller krise at tage uniformen på igen de næste fem år. For selv kortidsansatte i Forsvaret gælder pligten frem til pensionsalderen, og for op til 36 måneder. Denne lov blev strammet gevaldigt op i 2019, og viser igen, at Forsvarets behov altså langt fra kan dækkes alene af de så opreklamerede frivillige.
Tom Vilmer Paamand - august 2021


>  Forsvarsanalytiker tæt på fyring for åbentmundethed
Efter at ovenstående fortælling var søsat, blussede en ældre sag pludselig op den 16. september i OLFI (bag mur). Forsvarsakademiets forsker Peter Viggo Jakobsen havde i 2019 udtalt sig, om "problemer med fastholdelse af sergenter og konstabler i Forsvaret". Han vurderede, at det "kan blive en sikkerhedspolitisk trussel, da Forsvaret kan blive ude af stand til at varetage deres opgaver, hvis udviklingen fortsætter”, og andre forskere bekræftede problemstillingen.
Men Forsvarsministeriet havde så forsøgt at beordre Forsvarskommandoen til at nedgradere Peter Viggos udtalelse, så han hermed ikke havde udtalt sig faktuelt som forsker, men kun med holdninger som privatperson. Forsvarsakademiet nægtede, og pointerede at Peter Viggos status altså ER "forsker". Personaleflugt fra forsvaret er åbenbart et betændt emne, men både i 2019 og i 2020 var der tilsvarende historier.
Tom Vilmer Paamand - august 2021


>  For stor tillid til militær teknologi
logoFra de meget omtalte UFO-klatter på kampflyenes IT-skærme, går en lige linje til militære computeres mere bogstavelige fejlskud. Massevis af døde civile, fordi militærets målsøgende computere tog fejl – igen og igen.
De såkaldt "gyldige" mål bliver i fortsat højere grad udvalgt af computere. På skærmene analyseres billederne, og elektroniske kredsløb markerer grynede klatter som "tank" eller "bus", så operatøren ved, om han må skyde eller ej.
Alt for ofte gætter systemet forkert, og nogen gange giver det op og så registreres klatten som en UFO, hvilket blot betyder noget så kedeligt som Uidentificeret Flyvende Objekt. Ligesom med de tågede UFO-billeder, har drone-bombernes instrumenter fortsat svært ved at skelne ven fra fjende.
Danmark er i høj grad rodet ind i denne helt bevidste umenneskeliggørelse af kamphandlingen. Fyn er blevet center for våbenudvikling og forskning i ubemandede droner, støttet af skattepenge og universiteter. Også droner "tænker selv" for at kunne navigere, og udviklingen af deres kunstige intelligens (AI) har ført til en ny kategori af våben Dødbringende Selvtænkende Våbensystemer.
USAs forsvar har givet Danmark plads i et særligt AI Partnership for Defense, hvor deltagerne skal dele "erfaringer med at udnytte kunstig intelligens til forsvarsmissioner". Europa-Parlamentet har udtalt sig klart negativt, og foreslår et direkte forbud mod såkaldte "dræberrobotter".
På trods af påstandene om, at de militære systemer nu kan "tænke selv" og påvise UFOer, er der fortsat ingen grund til at have stor tiltro til militær elektronik. Danmark rider på to heste i denne sag, ved henholdsvis at vinke venligt til parlamentets stærke forbehold, samtidig med at Danmark har fedtet sig ind i udviklingen af droner og kunstig intelligens i et tæt samarbejde med USA.
Generalernes og politikernes beslutninger bliver ikke mere gennemtænkte af at blive sendt gennem en computer. Alt for meget i denne verden lader sig ikke entydigt beregne, hvilket i særlig grad gælder på slagmarken.
Tidligere er det lykkedes at få det meste af verden med i traktater mod landminer og atombomber. Forhåbentlig vil vore danske politikere alligevel satse mest på opfordringen fra Europa-Parlamentet, og arbejde for en solid regulering af også disse grimme våben.
Læs den fulde historie på FRED.dk
Tom Vilmer Paamand - juni 2021


>  Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning...
logo1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte "NATO-fodnoter", en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse "fodnoter" – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Se listen over det alternative fredsflertals fodnoter
Tom Vilmer Paamand - maj 2021


>  Kort fra AMKs årsberetning
For 80 år siden havde AMK, Dansk Fredsforening og Kvindefredsligaen tilsammen 600 medlemmer, alene i Skive! Dansk Fredsforening er for længst nedlagt. De to tilbageværende har i dag ikke en gang 600 medlemmer tilsammen, i hele landet. Trods at der stadig er masser af ufred at bekæmpe.
Danmark er ikke en pacifistisk nation. Vejen mod en fredeligere tilgang til udenrigspolitikken har lange udsigter. Dette på trods af, at Danmark nu forlader Afghanistan, uden at efterlade noget, der kunne kaldes en varig sejr.
Endnu et nederlag for krigspolitikken, uden at nogen ser ud til at ville lære af det, og lægge kursen om. Heldigvis er der fortsat gæve folk, der ihærdigt prøver at gøre opmærksom på, at der faktisk findes langt bedre måder end forsøgene på at skabe fred med bomber. En del af dem er samlet i vores forening, hvor også bestyrelsen nu i endnu et år har gjort deres bedste for freden.
AMK arbejder med i kampagnen "Forbyd Atomvåben", og det er ofte med Fredsministeriums noget bredere fokus som afsender, at pressemeddelelser med gode forslag til ændring af krigspolitikken bliver sendt ud. AMK blander sig naturligvis også under eget navn, men samarbejder med alle de andre fredsgrupper. For mens vi står ret alene med den helhjertede pacifisme, har de bredere fredsparoler opbakning i langt videre kredse.
Der er stadig dejligt med liv i regionale initiativer som Fredsvagten og Tid Til Fred, mere lokale grupper som Esbjerg Fredsbevægelse, Fredsby Aalborg og Århus mod Krig og Terror – samt de landsdækkende som FN-forbundet, Kvindefredsligaen og RIKO. Meget at lave, for de alt for få aktive.
Alle er jo vi jo blot frivillige, der arbejder så hårdt, som hjertekraften byder og tillader. Det kan slå gnister. Konflikter er træls, men også mulighed for udvikling – hvis ellers vi kommer gennem dem på en god måde. Det er selve foreningen grundlag – men også noget vi er nød til at blive bedre til. Sammen.
Under sidste års forsinkede årsmøde inviterede AMK professor Ole Wæver ind til at gøre os klogere på atomvåben. Undervejs fortalte han også noget andet, der er værd at huske: "Jeg er meget taknemmelig for, at Aldrig Mere Krig har været den røde tråd i gennem så lang en periode – og historisk altid har været den platform, hvorfra der en gang imellem blusser andre større bølger op. Det er en vanvittig vigtig organisation." Ole Wævers skulderklap er en utrolig påmindelse om den vigtige arv, vi bærer på. De flotte ord var jo ikke om de seneste aktiviteter, men rettet mod AMKs samlede virke gennem snart hundrede år. Foreningen er et vedvarende symbol for pacifismen. En ubetinget krigsmodstand, der simpelthen stiler imod at fjerne selve krigens årsager. Den vision er vigtig at holde i live!
Tom Vilmer Paamand - maj 2021


>  Vold i Gaza gavner kun dem, som ikke ønsker forhandling Aldrig Mere Krig: Til udenrigsminister Jeppe Kofod og Det Udenrigspolitiske Nævn.
Aldrig Mere Krig fordømmer de genopblussede kampe mellem israelere og palæstinensere. Al krig er en forbrydelse mod menneskeheden, og foreningen opfordrer derfor til øjeblikkelig afslutning på krigshandlingerne.
En sådan våbenhvile giver kun en kunstig pause, og må derfor omgående følges op med en fortsættelse af fredsforhandlinger, med fuld inddragelse af alle parter, og med afslutning af besættelserne som mål. Fokus må være på de bagvedliggende krigsårsager, og ikke distraheres af dødbringende opgør.
Aldrig Mere Krigs grundlag er at bekæmpe vold, og den mest effektive måde at modstå selv alvorlig vold på, er gennem aktiv ikkevold. AMK støtter derfor de aktivister fra begge sider, som fastholder en vedvarende ikke-voldelig modstand mod den undertrykkelse og forskelsbehandling, som udspringer af Israels ulovlige besættelse af Palæstina.
Både israelere og palæstinensere har en indlysende ret til at beskytte sig mod ufred. Men raketter og bomber formår ikke at skabe fred eller et ophør af besættelserne. Volden flytter i stedet fokus endnu længere væk fra en fælles løsning, og gavner kun dem, som genstridigt ikke ønsker forhandling.
Det er bekymrende, at udenrigsminister Jeppe Kofod nok opfordrer til "diplomatiske løsninger", men ikke handler på sine egne ord - og oven i kun kritiserer den svage part i konflikten. Værre er det, at USAs nye præsident Joe Biden reelt hjælper Israel, ved ikke omgående at have opfordret til et omgående og gensidigt stop af krigshandlingerne.
Aldrig Mere Krig - 16. maj 2021


>  Den danske sang... er militaristisk
Kritikken af vore nationale hymner forsimples ofte til et fokus på hårfarve, mens den øvrige og langt mere brutale nationalisme i sangenes propaganda overses i dag. Vore svulstige og meget fortidige sange himler nemlig op om nationens storhed, ofte militaristisk baseret på påstået kampevne.
Den danske sang har nemlig "klang af klokke, af sværd og skjold", for "kunst og kamp kræver stadig stål" i et "alterbål, hvor vor sjæl skal ildnes". Samtlige citater er fra Kai Hoffmanns "Den danske sang er en ung blond pige", og ordene er grimme eksempler hvad vi og vore børn lokkes til at besynge gennem livet. En sådan tidsbunden racisme sværter de fleste ældre sange.
Debatten har dog et lyspunkt, nemlig at opmuntre folk til at lytte kritisk til, hvad der ligger i en sangs tekst. For militarismen plager disse kampsange – som de stolte ord om da "Gotens hjelm og hjerne brast". Mange synger tilsvarende gladeligt flovheder, som "Brødre, lad våbnene lyne", og samles nok ved bål om at "Vi vil fred her til lands", men desværre med "sværdet i hånd".
Danmarks voldsdominerede sange afspejler desværre en virkelighed, der er værre, end da de blev skrevet – med vor nyere regeringers bombeglade adfærd rundt om i verden. Men brutalitet bør ikke hyldes, og gode poeter burde fremelske fredeligere fællessang til glæde for os alle.
Tom Vilmer Paamand - maj 2021


>  USA atomopruster og spiller fandango med kloden
logoFint, at DR skriver om USAs nye vanvittige atomoprustning drevet af et korrupt politisk system, der spiller fandango med vor allesammens sikkerhed.
Men DR efterlader os magtesløse, og leger med i atomvåbenoprustningstilhængeres uansvarlige spil, når DR igen og igen undlader at fortælle om den nye FN-traktat om forbud mod atomvåben. Og DR fortæller så heller ikke om bevægelsen Forbyd Atomvåben, der arbejder på at få også Danmark til at tilslutte sig den ny traktat.
Danmark kan som NATO-medlem godt tilslutte sig FNs forbudstraktat, fordi der intet står i NATO-traktaten om at medlemsstaterne skal anerkende NATOs nuværende strategi om at være parat til som de første at bruge atomvåben. Danmark skal blot frasige sig ”beskyttelse” af USA's atomvåben, hvilket netop vil øge Danmarks sikkerhed – fordi andre lande uden for NATO så ikke kan mistænke Danmark for at være med til at misbruge den påståede usårlighed til indenfor atomparaplyen at opføre sig aggressivt i ledtog med USA.
Hvis USAs atomoprustning sker for at øge NATO-landenes sikkerhed, så skaber det selvfølgelig øget usikkerhed hos lande, der holdes udenfor. Derfor presses f.eks. Rusland til også at opruste for at bevare sit atomvåbens afskrækkelse, og så har vi igangsat en accelererende atomkaprustning, som vi så under Den Kolde Krig. Kun at tænke på sin egen sikkerhed vil give et ustabilt og højspændt forhold til omverdenen og vil på et eller andet tidspunkt ende i krig.
Derfor er der kun én mulighed for at skabe en bæredygtig sikkerhed og det er at tænke sikkerhed som en problemstilling, som staterne logisk set er nødt til at være fælles om, og som alle verdens stater og deres befolkninger derfor må sikre igennem samarbejde.
Hvor parterne ved vurdering af handlemuligheder altid medtænker, hvordan modparter og deres befolkninger vil opleve det, man selv påtænker at gøre. Altså at tænke i den fælles sikkerhed, som den afdøde svenske statsminister Olof Palme formulerede det.
Men vi må også udvide sikkerhedsbegrebet fra staters sikkerhed til menneskelig sikkerhed. Og med de udfordringer der her er i øjeblikket f.eks. med corona, så bliver atomoprustning blot endnu mere vanvittig.
Med øget tilslutning til FN-forbuddet mod atomvåben, vil dette efterhånden bliver en international norm, så tilbageværende atomvåbenmagter – og lande som Danmark, der lader sig beskytte af disse – derfor kunne betragtes som kriminelle af det solide flertal, der har valgt at stå udenfor.
Arne Hansen - april 2021


>  EUs fredsfacilitet for militært engagement...
logoTitlen er typisk militært nysprog, der fortæller om EUs nyeste militære koordinering, som vanen tro er døbt noget med fred. "Den Europæiske Fredsfacilitet" er et fransk initiativ, der skal "konkretisere EUs rolle som global aktør" for nu at kunne bidrage til "finansiering af militære fredsstøttende operationer overalt i verden".
Dokumentet skal i første omgang gøre det nemmere for EU- landene at operere i Afrika. Med et budget på omkring en million Euro om året skal projektet "forbedre EUs evne til at forebygge konflikter, bevare freden og styrke den internationale stabilitet og sikkerhed" .
Ordene lyder ret fredelige, men glider så fra at EU nu bedre vil kunne "hjælpe partnerlandenes fredsbevarende operationer" til at "øge deres væbnede styrkers evne til at sikre fred og sikkerhed", hvilket så endelig direkte pindes ud til "bredere aktioner af militær/forsvarsagtig karakter". Det 141 sider lange dokument er udvidet i en række hemmelige aftaler om våbentransport mm.
– Med denne såkaldte "fredsfacilitet" vil EU kunne eksportere dødbringende våben rundt om i verden, herunder til konfliktområder, advarer MEP Hannah Neumann, der er udenrigspolitisk talsmand for De Grønne: Dødbringende våben og ammunition kan hurtigt falde i de forkerte hænder. Når først de er blevet leveret, kan de ikke tages tilbage!
En række af EUs fredsbevægelser advarer tilsvarende imod at dette dokument "åbner døren for, at EU kan finansiere dødbringende udstyr"i en klar omgåelse af EU-traktaterne, hvor der aldrig har været fuld enighed om finansiering af våben.
Herhjemme har befolkningens nej til Maastricht-traktaten i 1993 fastholdt regeringerne – i en række omgåelser af det militære EU-samarbejde.
Forslaget blev mødt med begejstring af den forrige regering, hvor Lars Løkke Rasmussen under et fransk præsidentbesøg hilste det velkomment, samt "ambitiøst vil forbedre den militære mobilitet i Europa". Den nuværende regering jubler med, og har afsat 220 millioner over de næste fire år. Den har også fortsat det tætte militære samarbejde med Frankrig, senest med vedtagelsen af at sende specialoperationsstyrker til Mali for at bidrage til Frankrigs operationer i Sahel-området.
I modsætning til Danmarks begejstring, så tøver Sverige og imødeser problemer, da landets ellers ret brede vilkår for våbeneksport kan tvinge Sverige til officielt at melde afbud til denne del af EU-samarbejdet.
Tom Vilmer Paamand - marts 2021


>  Reform af USAs præsidents atomknap?
logoUSAs præsidenter kan affyre atommissiler med få minutters varsel, som et ofte overset levn fra krigshysteriet under Den Kolde Krig. Det prøver et nyt forslag at gøre op med, foreslået af 31 demokrater i Repræsentanternes Hus, der vil begrænse eller helt fjerne denne rigeligt hurtige genvej til en altødelæggende atomkrig.
"At udstyre én person med denne myndighed medfører en reel risiko", skriver de. "Tidligere præsidenter har udvist en adfærd, der fik embedsmænd til at udtrykke bekymring over dømmekraften."
Dokumentet nævner Donald Trump og Richard Nixon som eksempler. Som det er nu, kræver det faktisk en meget længere administrativ proces hvis præsidenten vil dræbe med en lille drone, end hvis han får lyst til at affyre en atombombe!
Gruppen foreslår en række mulige alternativer til den nuværende metode, som at inddrage vicepræsident og parlamentsledere i beslutningen, eller forsvarschef og justitsminister. De ville i givet fald skulle udstyres med faste kommunikationsofficerer med atomkoderne, ligesom præsidenten har det i dag. De næste forslag er et permanent "Udenrigspolitisk Nævn", som præsidenten skulle rådføre sig med før affyring af atomarsenalet, eller krav om godkendelse fra et samlet parlament.
Forslaget griber dog ikke fat i ondets rod, nemlig at USA og Rusland fortsat holder atomtruslen i kog, i stedet for at gå ind i reelle nedrustningsforhandlinger, som "Traktaten Om Ikke-spredning Af Kernevåben" fra 1968 faktisk forpligter dem til. Senest har alle NATO-lande inklusive Danmark netop misbrugt eksistensen af denne traktat som undskyldning for ikke at tilslutte sig den nyeste FN-traktat, der direkte dikterer et forbud mod atomvåben.
Forvirrede højrefløjsere, også i Danmark, har indædt bortforklaret Demokraternes nye forslag om en atomreform, som at Demokraterne er nervøse over den nye præsident Joe Bidens evner - for hvorfor blev forslaget ikke stillet mod Donald Trump?
Det blev det selvfølgelig også, for det meste af verden var skræmt, mens Trump havde adgang til atomknappen. Også i 2019 blev der derfor foreslået en begrænsning af muligheden for et førsteslag med atomvåben, selvom dette ikke havde en chance for at finde flertal i Parlamentet.
Det samme gælder desværre også nu, så det nye forslag er nok tilsvarende mest en markering – men der er lidt håb alligevel, for de samme politikere har også foreslået at begrænse præsidentens nemme adgang til andre krigsbeslutninger. Denne øgede magt til at angribe blev primært indført efter terrorangrebet i 2001, og er blevet brugt flittigt lige siden - som ved Joe Bidens omstridte luftangreb mod Syrien, få uger efter han blev præsident.
Chancen er større for dette seneste forslag, for Biden har erklæret sig enig i, at ”tilladelserne til brug af militærmagt, der for øjeblikket er i bøgerne, bør erstattes af en snævrere og mere specifik ramme, der fortsat kan beskytte amerikanerne mod terrortrusler, men også vil stoppe evighedskrigene”.
Tom Vilmer Paamand - februar 2021


>  Politisk sameksistens i USA efter stormen?
Den voldsomme ballade i USA ved præsidentskiftet viser et USA med en fortsat mere og mere radikalt splittet befolkning. Anne Applebaum fra tidsskriftet The Atlantic har samlet nogle fine forslag til en mulig bedre fremtid. Her er en kort sammenfatning:
logo21 procent støtter fortsat stormen af Capitol-bygningen. Og hele 32 procent mener stadig, at præsident Biden ikke vandt valget. Det er et meget stort antal mennesker, så i USA har man intet andet valg end at eksistere side om side.
Så drop skænderiet, og skift emne. Dette er det umiddelbart ulogiske råd fra folk, der har studeret Nordirland før fredsaftalen, eller Sydafrika. Lande, hvor politiske modstandere har set hinanden som ikke bare på et forkert spor, men som onde.
Under fredsopbygningen i årene omkring Nordirlands fredsaftale var målet ikke at få katolikker og protestanter til at holde civiliserede debatter om politik - men i stedet at sætte julelys op og bygge medborgerhuse sammen. Forskning inden for fredsopbygning og konfliktforebyggelse understreger, at folk bør gøre noget konstruktivt sammen - så de kommer til at arbejde tæt sammen med andre folk, de egentlig hader.
En anden taktik fra erfaringerne med konfliktforebyggelse er at arbejde med betroede budbringere. Folk, der har myndighed inden for oprørske samfund og sympatiserer med dets fælles værdier, men ikke desto mindre er villige til at tale deres egne kammerater væk fra afgrunden.
Colombia har udviklet nyttige ideer fra arbejdet med at bringe oprørere fra de Revolutionære Væbnede Styrker tilbage til samfundet. Folk nød ikke specielt tanken om at hjælpe disse tidligere FARC-agenter, omskole dem og give dem jobs. Men det var heller ikke en løsning fortsat at lade dem føre narkokrig i junglen, så hjælpeprogrammet eksisterer fortsat.
USAs situation er ikke nær så ekstrem, men nogle af de colombianske principper er lærerige. De fokuserer på lang sigt, og tilbyder tidligere udstødte håb om en positiv fremtid. Ikke alle vil kunne lide tanken, men USAs oprørsfolk udgør faktisk et tilsvarende langsigtet socialt problem.
Nogle vil måske i stedet foretrække en amerikansk version af opgøret med Iraks Baath-regime. At opspore hver eneste sympatisør af Capitol-optøjerne, udskamme dem på sociale medier, og sørge for at de mister deres job. Sådan kan jeg også tænke, slutter Anne Applebaum, men det vil ikke fungere. For næste morgen vil de stadig være iblandt os!
Dette er en kort sammenfatning, men hele Anne Applebaums lange analyse bør læses (her). Hendes bøn om en sådan aktiv sameksistens bliver ikke mødt med den eftertænksomme imødekommenhed, som hun efterspørger - og da slet ikke fordi hun effektfuldt trækker paralleller fra USA til alverdens mislykkede stater. Men Applebaums eksempler fra Nordirland og Colombia dokumenterer, at den foreslåede sameksistens faktisk har vist sig mulig.
Det betyder ikke blindt at slå en streg over fortidens ugerninger, men er et forsøg på at sørge for, at en grim fortid ikke fastholder samfund i en voldsspiral i al fremtid. Heller ikke Danmark har som fokus at være med til at udvikle sådanne virksomme alternativer, der kunne forberede en hel befolkning på at stoppe gensidig blodhævn - men det var da et fornuftigt mål at stile efter.
Tom Vilmer Paamand - januar 2021


>  Aflivede mink og den kolde krigs massegrave...
logo I disse dage handler ordet massegrav ikke om krigsforbrydelser i fjerne lande, men om pelsdyr. Mink avles for at blive dræbt og svøbt om rige mennesker, men coronaen fik regeringen til at forlange en rigeligt hurtig aflivning af de mange millioner mink i Danmark.
Tonsvis af døde dyr fik pludselig embedsværket sat på kreativt arbejde med logistikken omkring henrettelser i stor skala, transport af lig samt ikke mindst massegrave til ligbunkerne - og overraskende nok også af soldater til overvågning af drabene. Metodikken fik nogle af minkavlernes støtter til at drage grove paralleller til nazi-tiden, men Danmark har selv i nyere tid planlagt massegrave i denne størrelsesorden – til menneskekroppe.
I slutningen af 1970erne blev alle kommuner nemlig pålagt at udpege områder til de forventede massebegravelser, som en atomkrig ville medføre. Rettidig omhu, for Den Kolde Krig var på sit højeste, og atomraketterne stod kampklare i Sovjet og USA - alle ventede blot med tilbageholdt åndedræt på at ulykken skete.
Diverse ministerier etablerede derfor hvad der med bevidst abstrakt sprogbrug blev kaldt Civilregionernes Hygiejniske Beredskab. Ordene dækkede over et akut behov for at få placeret mindst 300 nødbegravelsespladser på landkortet. Vel at mærke ikke som en øvelse, for som det blev uddybet, skulle det være pladser, der kan anvendes til virkelige massebegravelser i krigssituationer.
Lige som med de aktuelle massegrave, var der mange hensyn på spil. Først og fremmest risikoen for grundvandsforurening – også af radioaktive materialer – og dermed krav om rimelig lav grundvandsstand i de udpegede områder samt god afstand til vandindvinding. En anden vigtig detalje var gode tilkørselsmuligheder – naturligvis var også DSB involveret i overvejelserne, for togtransport har altid været en effektiv del af masseudryddelser.
Landets dygtige embedsfolk blev sat på opgaven, der trods omfanget blev søgt gennemført diskret. Men med tusinder af involverede, var det ikke muligt. Der kom alligevel store overskrifter i landets aviser, presset frem af nævenyttige fredsfolk, der mente energien burde bruges på at afværge atomkrig, ikke på at planlægge livet efter ragnarok.
I dag er tusinder af affyringsklare atomvåben fortsat klar til krig, men de aktuelle ligbunker er heldigvis kun døde mink, og de er ikke endt i koldkrigens nødgrave. I stedet ligger de og stinker bag hegnet på diverse militære anlæg. Beredskabsstyrelsen har nemlig ikke længere overblik over landets potentielle massegrave.
Her i nutiden er vore skiftende regeringer holdt op med at planlægge dybe huller til krigens dræbte på Danmarkskortet, og har også nedlagt de mange lokale bunkers, hvorfra både civilbefolkningens og krigens ve og vel skulle styres. Dog bortset fra regeringens egen lille bunker i Hellebæk ved Helsingør, der fortsat står klar til at redde dem selv og udvalgte embedsmænd.
Ligesom under Den Kolde krig gør danske regeringer intet aktivt for at stoppe atomkrigen. I stedet er den slidte parole fortsat, at Danmark er med i NATO, og så længe der findes kernevåben, skal og vil NATO vedblive med at være en nuklear alliance.
Den nuværende forsvarsminister Jeppe Kofod har sleske ord i munden, men ser intet behov for at markere Danmark i kampen mod atomvåben. Imens kan vi andre så pippe lidt imod ved at skrive under på kravet om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten...
Find mere viden om kommunale massegrave i Hjørring Kommunes offentligt arkiv!

Tom Vilmer Paamand - november 2020


>  Folkepres skabte etiske investeringer
logoAlle investeringsselskaber tilbyder i dag mulighed for specificerede etiske fravalg, mere eller mindre halvhjertet. Hvilke investeringer de selv fravælger, eller giver kunder mulighed for til- eller fravalg af, følger efterhånden nogle ret ens og oftest internationale normer. Investeringsselskaber tænker sjældent selvstændigt - det er for svært at begrunde offentligt.
Udover græsrodsagtige selskaber var pensionskasserne de første store, der blandede etik i investeringerne - efter langvarigt pres fra gode aktivister. Rigtig mange almindelige mennesker er nemlig medlemmer, eller medejere gennem a-kasser og lignende.
Pensionskassernes etiske lister ligner efterhånden stort set hinanden, og er et af de ret få tilfælde, hvor presset nedefra har medført det kvantespring, at såkaldt ansvarlige investeringer nu kan trumfe et blindt fokus på økonomisk udbytte.
Sampension har just offentliggjort en fin liste over deres 177 fravalg, der kan bruges som eksempel på omfang og begrundelser. I og med det er nyligt fravalgte, demonstrerer listen også hvem Sampension og alle kollegaerne tidligere gladeligt støttede med deres investeringer.
Langt de fleste investeringer er sorteret fra af Klimahensyn. 57 er i gruppen for Våben, Menneskeret og Sanktioner. Desværre ikke Våben i bred forstand, men snævret ind til Kontroversielle våben - samt særskilt for Atomvåben, Klyngevåben og Landminer.
Syv er valgt fra på grund af klyngevåben og øvrige kontroversielle våben. Internationale sanktioner har kun ramt Rusland, mens hensyn til menneskerettigheder har stoppet investering i elleve selskaber, først og fremmest fra Israel. Størst er gruppen på hele 29 selskaber, der er udelukket for atomvåben, de fleste fra USA.
Ingen danske er fravalgt på denne del af listen. Det tætteste er firmaet Larsen & Toubro, der er oprettet af to danskere, men opererer i Indien, og her har modtaget en stor humanitær hæderspris - men også er førende indenfor våbenproduktion.
Resten af flokken er stort set velkendte gangstere, som BAE, Northrop, Raytheon og Lockheed. Alle faste leverandører til det danske forsvar, der ikke er ret bundet af etiske bånd.
De fleste danskere har altså i dag en del af deres penge bundet i investeringer med en etisk vurdering bag. En række af normerne er baseret på FN-konventioner, som efter et folkeligt pres har gjort atomvåben, klyngebomber og landminer til fy-ord, som ryggesløse investorer kan udskammes for.
Men i modsætning til de to sidstnævnte tabuer, nægter vore danske regeringer fortsat at deltage i fordømmelsen af atomvåben - på trods af, at der et bredt og internationalt FN-forbud imod dem. Så vi må vist lige finde det der folkelige pres frem igen!
Tom Vilmer Paamand - november 2020


>  Klø til NATO for militærbedrag
logo"Danmark får klø for sine militærbidrag i ny NATO-rapport", skrev vort lands aviser. Vi fredsfolk kritiserer også Danmarks militærbedrag, men af ganske andre årsager - og NATO burde være enig i vores kritik. NATOs meget sjældent citerede formål er nemlig at "leve i fred med alle nationer", "bilægge enhver international strid ved fredelige midler" og "afstå fra trusler og magtanvendelse"!
Organisationen havde ved sin start i 1949 meget svært ved at finde opbakning, og valgte derfor at basere sig på FNs fine målsætninger - omend praksis hurtigt viste sig at være markant anderledes. Alligevel er NATOs officielle mål fortsat de nævnte fredelige, ligesom det danske forsvar har som overordnet mål at "forebygge konflikter og krig".
NATOs formål burde spænde ben for alle organisationens efterfølgende rent militære krav, fx om at Danmark indkøber flere og flere våben. Danmark burde derfor besvare NATOs kritik med et markant svar om hvor mange penge, vi i stedet har brugt på at bilægge strid ved fredelige midler. Og afkræve resten af NATO-landene tilsvarende fredelige opgørelser, for hvordan milliarderne brugt på militært isenkram kan leve op til NATOs erklærede fredsmål.
Ligesom med NATOs bizarre krav om procentmål, lever Danmark dog heller ikke op til NATOs officielle mål om fred endnu, hvorimod især Norge ville stå flot med deres omfattende initiativer for en fredelig udvikling rundt om på kloden. Danmark har desværre masser af forspildte muligheder at genbruge eller lære af - for få årtier siden steg udviklingsbistanden mere end bevillinger til bomber, men nu går det den gale vej igen.
Den verdenskendte indsats med tusinder udsendt til FNs fredsbevarende Blå Baretter er afviklet, og i stedet er Danmark blevet krigsførende i USAs skørter - oftest i samarbejde med det ene diktatur i krigen mod et andet. Danmark opruster i Arktis, våbeneksporten blomstrer og de påkrævede EU-rapporter om den er nedlagt. Og al dansk fredsforskning er afskaffet.
Folketinget burde derfor presse på for at Danmark kunne levere langt flottere styrkemål for en fredelig indsats, i stedet for fejlagtigt at støtte NATOs fortsatte vildveje væk fra sin egen målsætning.
I 80erne turde modige danske politikere møde op hos NATO, der i teorien består af ligestillede medlemmer, og argumentere mod militære planer, der ville lede direkte til en altødelæggende atomkrig. Siden nedrustede verden til færre atombomber, men der er fortsat så rigeligt til at det nemt går helt galt - for os alle. Danske regeringer har ikke siden markeret selvstændige holdninger, hverken om atomvåben eller om fredsskabelse.
Uanset hvordan verdens lande i øvrigt opfører sig, har de alle skrevet under på FNs 75 år gamle vision om at "frelse kommende generationer fra krigens svøbe". En menneskealders kriser og konflikt senere er det på høje tid at få dette gjort til virkelighed.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020


>  Tysklands luftvåben træner atomkrig
logoDenne alarmerende overskrift er fra det officielle tyske presseagentur DPA, selvom den slags fakta normalt kun findes tilsvarende ufortyndet i russiske Sputnik News - omend der mere bombastisk og med færre forbehold. Og selvfølgelig trænes der regelmæssigt i brugen - det nye er at de store medier både skriver om øvelsen og dens "mulige" formål, samt om den "sandsynlige" placering af atombomberne.
Historien er altså begge steder, at det tyske luftvåben træner sammen med diverse NATO-partnere i at gå i krig med atombomber, i en hemmelig øvelse kaldet Steadfast Noon. Det er træning i hvordan man transporterer amerikanske atomvåben ud fra deres underjordiske lagre i Tyskland, monterer dem på kampfly og så går kampklare i luften.
Ruslands forsvarsministerium har beklaget øvelsen til den tyske ambassades forsvarsattaché, og mener Tysklands deltagelse i denne NATO-øvelse om taktiske atomvåben er en overtrædelse af ikke-spredningstraktaten NPT, og øger spændingen i Europa.
USAs udstationerede taktiske amerikanske atomvåben i Vesteuropa er nu af ​​typen B61, der er ved at blive moderniseret, og som der er omkring 180 af. I Tyskland er de lagret på en base i Rheinland-Pfalz, omkring 700 km syd for Danmark. Herfra er de beregnet til at blive kastet af tyske Tornado kampfly, men under øvelse bruges normalt attrapper for atombomberne.
Nuclear Sharing er NATOs politik for atomafskrækkelse, der foreskriver at indblandede lande selv skal være involveret i affyring af atomvåben, når disse skal anvendes. Yderligere amerikanske atomvåben opbevares i Belgien, Holland, Italien og Tyrkiet - og kampfly fra de første tre nævnte lande flyver derfor med i den aktuelle øvelse. Tyrkiet er pt ude i kulden.
Meget aktuelt har Greenpeace i Tyskland netop udgivet rapporten Kernwaffen in Deutschland. Her sætter organisationen fokus på, at de tyske kampfly maksimalt kan flyve små 1400 km, og dermed stort set kun vil kunne nå ud til at atombombe mål i NATO-lande, hvis ikke de tankes op undervejs - hvilket en krigssituation vil gøre besværligt. Atomvåbnene i Tyskland er med deres kampfly altså bedre egnet til overraskelsesangreb, end til forsvar.
Også danske piloter blev i årtiet trænet i at affyre atomvåben. Fra 60erne og op til slutningen på den (forrige) Kolde Krig lå atombevæbnede missiler klar i Tyskland ved grænsen til Danmark. Herfra skulle de i krisetid flyttes til specielt udrustede depoter på de danske flybaser, hvor kampflyene og deres veltrænede piloter stod klar til så at kaste atombomberne - også mod danske mål. De nye danske F35 kampfly er udstyret til samme opgave.
De danske piloter var uddannet i brug af atomvåben dels på en Special Weapons School i USA, dels på den tilsvarende danske ABC-skole. Denne ret offentlige hemmelighed blev uafbrudt løgnagtigt bortforklaret, fx i 1985 af forsvarsminister Hans Engell - ligesom den slags altså fortsat er "hemmeligt" i Tyskland og hos de andre NATO-lande med atombomber klar på lager.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020


>  Forbud mod atomvåben bliver FN-lov!
logoDen 24. oktober 2020 opnåede FNs Traktat Om Forbud Mod Atomvåben (TPNW) at halvtreds lande havde ratificeret. Med dette nødvendige antal støtter bag sig, vil traktaten træde i kraft om 90 dage - så fra den 22. januar er atomvåben formelt dømt ulovlige. Forbuddet gælder alt fra udvikling og afprøvning over besiddelse til trusler samt ikke mindst brug af atomvåben. Dette er en historisk milepæl, for atomvåben var det eneste masseødelæggelsesvåben, der endnu ikke var forbudt i henhold til international lov. Når traktaten træder i kraft, er atomvåben korrekt kategoriseret som ulovlige, ligesom kemiske og biologiske våben er det.
Aldrig Mere Krig hilser naturligvis dette velkomment. Foreningen har bekæmpet atomvåben siden de blev opfundet. AMK var en drivende kraft i atomvåbenmodstanden i 60erne, og er nu med i den nye danske kampagne for et forbud mod atomvåben.
FNs nu vedtagne forbud mod atomvåben er nemlig kun et skridt på en lang vej. Selvom to tredjedele af verdens lande står bag, har atommagterne og NATOs medlemmer valgt at stå udenfor. Traktatens brede støtte gør dog, at den også gælder for de fraværende - så disse har nu et solidt forklarings- og troværdighedsproblem over for resten af verdens lande.
Som NATO-medlem er Danmark desværre heller ikke med. Kampagnen mod atomvåben står derfor bag et borgerforslag, om at Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten. Borgerforslagets 50.000 underskrifter skal meget passende være i hus samtidig med at FNs forbud træder i kraft til januar. AMK opfordrer alle til at deltage i presset for at Danmark kommer med i traktaten: AtomvaabenForbud.NU!
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020


>  Trump bomber værre end sine forgængere
"Trump er den fredeligste amerikanske præsident", påstod JPs sikkerhedspolitiske korrespondent Jørn Mikkelsen skråsikkert forleden. Det afhænger stærkt af målestokken, for Trump har faktisk ihærdigt bombet løs, og det værre end sine forgængere - selv om han altså ikke endnu fik startet nogle nye krige.
USAs militær har under Trump kastet langt flere bomber i Afghanistan, end på noget andet tidspunkt det sidste tiår - inklusive de år, hvor præsident Obama intensiverede krigen. Brugen af droner var slem under Obama, men under Trump er Somalia og Yemen blevet ramt af langt flere droneangreb, end i alle de foregående år lagt sammen.
Trumps snigmord på en højtstående iransk officer har gjort hele regionen mere usikker - og dette lagt oven i hans sabotage af den stabiliserende aftale med regimet, som blandt andre EU fik iværksat. Følgerne af de opsagte atomaftaler med Rusland er den tydeligste markering af, at eftertiden på ingen måde kan kalde Trump for en fredelig præsident.
USAs udenrigspolitik ruller i høj grad ad vante skinner, selvom præsidenterne skifter. Til gengæld afhænger det i høj grad af den udvalgte, om denne kan skabe trofast opbakning hos alliancepartnerne. Her har Trumps kaotiske stil både ude og hjemme åbnet dybe revner, mistænksomhed og konflikter, der kun langsomt vil læges.
Trump har gjort det nemmere for sit militær at bruge omstridte metoder, og har direkte benådet officerer, der var under anklage som krigsforbrydere - i modstrid med militærets egne ønsker. Eneste lyspunkt er, at Trumps uklare og konfliktskabende udmeldinger har skabt en begyndende åbning for et mere selvstændigt EU, der i bedste fald vil turde satse på noget fredeligere løsninger end Trump.
[Ovenstående korrektion blev skrevet til Jyllands-Posten, men fandt ikke plads...]
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020


>  Hæder til Christian Friis Bach for hjælp til krigsramte
logoAldrig Mere Krig har hædret tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach med foreningens Fredsrose, for sit initiativ med importvirksomheden Warfair, der hjælper krigs- og konfliktramte lande til at afsætte varer på det europæiske marked, inklusive finansiering og tjek af producenter i en etisk komité.
- Meget få handler med varer fra krigs- og konfliktramte lande. Warfair finder de gode produkter, og skaber de nødvendige aftaler til virksomheder i Danmark og i EU. Fredsrosen fra Aldrig Mere Krig er en god opmuntring til at klø på og få det til at lykkes, sagde Christian Friis Bach ved overrækkelsen.
Han fortalte, at den første sending kaffe fra Yemen hurtigt blev udsolgt, og at sesamfrø fra Somalia er på vej. Det samme gælder safrankrydderier fra Afghanistan, der vil blive solgt gennem Irma, og der bliver nok også fundet butikker til en særlig afghansk lakrids.
- Handlen stopper, når der er krig og konflikt. Befolkningerne bliver arbejdsløse og fattige. Warfairs projekt er at holde handlen ved lige – med en vision om hermed at skabe fred gennem handel. Det syntes vi i Aldrig Mere Krig lyder som et rigtigt godt initiativ, der er værd at støtte, sagde Aldrig Mere Krigs formand Tom Vilmer Paamand.
Aldrig Mere Krigs Fredsroser er blevet uddelt i mere end 50 år, og er foreningens mere beskedne version af Nobels fredspris. Denne er også lige blevet uddelt, og gik til FN’s fødevareprogram som en "drivende kraft mod at sult bruges som våben i krig og konflikt". AMKs Fredsrose ligger hermed godt i tråd med Nobels prisuddeling.
Fredsrosen er i nyere tid givet til så forskellige modtagere som tidligere chef for Jægerkorpset Poul Dahl, fredsforsker Jan Øberg, musiker Henrik Goldschmidt og ingeniørfirmaet Rambøll - og består af et indrammet diplom og en rose.
Christian Friis Bach har udover sin ministertid haft høje poster hos Mellemfolkeligt Samvirke og Dansk Flygtningehjælp, samt hos FN og i diverse græsrodsprojekter. Fredsrosen blev overrakt den 10. oktober i Ubuntu Huset i København i forbindelse med Aldrig Mere Krigs årsmøde.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2020


>  AtomvaabenForbud.NU? Skriv under!
logoDanmark skal tilslutte sig FN-traktaten om forbud mod atomvåben!
Aldrig Mere Krig er med til at starte denne nye atomvåbenkampagne, og det er ikke første gang. Vi var nemlig med under de første demonstrationer på Århus Havn i august 1959 og januar 1960 - mod losningen af raketsystemerne Nike og Honest John, der da blev opstilles i Danmark og kunne affyre atomvåben.
Blandt arrangørerne var højskolelærer Carl Scharnberg, der fra sit udgangspunkt i AMK i sommeren 1960 med støtte fra en række andre fredsforeninger fik skabt "Kampagnen mod Atomvåben". I årene fra 1960 til 1963 gennemførte bevægelsen de sagnomspundne atomprotestmarcher fra Holbæk til København, der af mange opfattes som den første egentlige græsrodsbevægelse i Danmark siden besættelsestiden.
På forsiden af AMKs daværende månedsblad inviteredes der til protestmarch med Carl Scharnbergs fortsat manende ord: "Vi ved hvad der vil ske. At uanset hvor på kloden kernevåben anvendes, så vil det ramme os. Vi ved, at radioaktivt nedfald ikke spørger om landegrænser, om politisk system. Det rammer os alle. Derfor kræver vi af den danske regering, at den ved enhver lejlighed, gør det klart ude i verden, at Danmark fordømmer enhver form for anvendelse af kernevåben, uanset hvor og hvem, der foretager disse sprængninger."
Og til afslutning: "Spørg os ikke hvorfor vi starter en kampagne mod atomvåben. Det er vor pligt at gøre det. For vor egen skyld. For vores børns skyld. Kun en aktiv folkestemning kan fremkalde reaktioner. Hver enkelt kan hjælpe os. Hver enkelt kan svigte. Derfor marcherer vi."
I vor nutid har vi helt andre problemer, end for 60 år siden - men selv om gode aktivister dengang faktisk fik stoppet planerne om at få atomvåben i Danmark, er truslen fra dem fortsat en overhængende og alt for overset risiko.
Men når 50.000 borgere med stemmeret har støttet dette borgerforslag, kan det blive fremsat i Folketinget - og gøre en forskel. Find dit NemID og en PC, og skriv under - for dette kan desværre kun gøres via internettet.
Atomforbudstraktaten støttes allerede af to tredjedele af FNs medlemslande. Diverse slyngelstater har endnu ikke meldt sig til, inklusive Danmark og de øvrige NATO-lande. Men traktaten mangler faktisk kun støtte fra ganske få lande mere for at blive lovfæstet alligevel!
Tom Vilmer Paamand - august 2020


>  Aktiv ikkevold som bevidst forstyrrende protest i USA
War Resisters League i USA skriver: Det vi ser på gaden, er ikke fredelig protest, men snarere ikke-voldelig protest, da demonstranterne søger at konfrontere og forstyrre det amerikanske politis vold. Til almindelige demonstrationer søges typisk tilladelse, og politiets tilstedeværelse accepteres.
Forskellen ligger ikke kun i sprogbrugen. Dagens protester finder typisk sted uden tilladelse fra staten, og er som forstyrrende handling netop ikke fredelig, men snarere konfronterende - hvilket netop gør dem til et oprør. At afspærre gader og blokere for sædvanlig aktivitet er ikke- voldelige modstandsmidler.
Martin Luther King beskrev dette fra en celle i 1963: "Direkte ikke-voldelig handling søger at skabe en krise og opbygge spændinger, så et samfund, der konstant har nægtet at forhandle, bliver tvunget til at konfrontere spørgsmål. Det søger at dramatisere et emne, så dette ikke længere kan ignoreres."
Tom Vilmer Paamand - juli 2020


>  Danmark støtter FNs kald til global våbenhvile
Danmark og mange andre lande bakker op bag FNs kald til global våbenhvile, hvilket absolut ingen danske medier har gidet fortælle om. Pt er omkring 70 lande med, inklusive store europæiske NATO-lande som Frankrig og Tyskland - samt senest er tilkommet Gambia, Sierra Leone og Togo samt en lang række konfliktlande som Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Libyen, Myanmar, Rusland, Sudan, Syrien, Ukraine og Yemen.
På trods af de mange gode erklæringer, ser ingen af de helt store spillere ud til umiddelbart selv at ville sætte kraft bag - og dette gælder desværre også Indien og Kina. I stedet har gruppen af midlertidige medlemmer af FNs Sikkerhedsråd foreslået, at rådet bakker op.
Tom Vilmer Paamand - april 2020


>  FN-bøn om våbenhvile giver resultater
logoTænk, hvis verden fulgte lige så intenst med i at få afsluttet ufred og ulighed, som i virustallene:
- For at kampen mod coronavirus kan vindes, må de igangværende militære lokale opgør lægges på is.
Denne fornuftige opfordring fra FNs generalsekretær António Guterres fik ikke megen omtale og spalteplads - men ideen ser ud til at gribe om sig.
Mest vigtig er samarbejdet mellem Israel og militserne Hamas og Hezbollah om krisen. Israel og dets besatte områder er vævet tæt sammen, så gevinsten er logisk. I Yemens borgerkrig har de stridende parter indgået våbenhvile, bakket op af Saudi-Arabien, der ellers hidtil mest har hældt olie på bålet.
I en række andre konflikter har opfordringen udløst ensidige våbenhviler. Disse er erklæret af oprørsgrupperne Southern Cameroons Defence Forces (SOCADEF), Libyan National Army (LNA), New People's Army (BHB) i Filipinerne og Syrian Democratic Forces (SDF). Oven i disse foreslår den afghanske regering en våbenhvile med Taliban - regeringen blev ikke inviteret med i USAs nylige aftale med gruppen.
USA vil ikke deltage i projektet, men har alligevel erklæret at "The United States hopes that all parties in Afghanistan, Syria, Iraq, Libya, Yemen, and elsewhere will heed the call of António Guterres. Now is the time for peace and cooperation."
Også Rusland og Iran er hoppet med på vognen, dog hidtil heller ikke i en grad, så de to lande selv ensidigt stopper deres egen støtte til diverse krige. De to lande opfordrer i første omgang andre bagmænd til at komme til forhandlingsbordet, først og fremmest Saudi-Arabien.
Våbenhvile er en god begyndelse, men krig er jo altid nemmere at starte, end at afslutte. Stort set alle de nævnte forsøg vil efter al sandsynlighed blive plaget af overtrædelser, hvor det så afhænger af de indblandede parter om og hvordan aftalerne kan genopstå. Uanset dette, er kontakt mellem selve de stridende parter en absolut nødvendighed - for i det mindste at få holdt en pause, der i bedste fald kan blive starten på en egentlig fredsproces.
Coronatruslen har også på andre måder fået fredelige følger:
I Europa er en række store militærøvelser neddroslet eller helt aflyst. Titusinder af soldater fra USA og Vesteuropa skulle have leget krig i Defender-20 øvelsen i den største mobilisering siden 2. Verdenskrig - men de fleste af krigskammeraterne må nu blive hjemme. Mange af dem var også på vej til den nu afbrudte norske militærøvelse Cold Response, og også den planlagte Aurora 20 i Sverige har mistet de store deltagerlande.
Med disse aggressioner afværget, har Rusland aflyst sine modsvarende krigslege. Også USAs planlagte øvelser med Sydkorea er aflyst, og lokale øvelser i USA foregår i stedet som videomøder. Forårets store salgsmesser for militære våben i Paris og Qatar er aflyst - og selv ISIL har bedt sine krigere rejse væk fra Europa af frygt for virussen.
Danske tropper evakueres hjem fra Irak. Et fransk hangarskib var på vej til Århus som propaganda. Dette blev aflyst, men skibet sejlede alligevel rundt ved Danmark - fulgt af 130 danske soldater, der trods coronakrav blev stuvet sammen på en fregat. Og nu er hele hangarskibet sendt hjem i karantæne.
Det danske militær hjemsendte ellers alt ikke-kritisk personel, som det kaldes, og de løbende sessioner for indkaldte unge er udskudt. 700 værnepligtige holdes dog fortsat i beredskab, men indelukket på kasernerne, hvor smitten alligevel trængte med ind - og selveste Danmarks hærchef blev sat i karantæne.
På baggrund af denne gennemgang har Enhedslisten spurgt, hvad Udenrigsministeren vil gøre for at understøtte generalsekretærens linje. Se svaret her.
Tom Vilmer Paamand - april 2020


>  USAs militær genindfører landminer i Europa
logoBrugen af landminer er fordømt kloden rundt, og kun 35 lande har ikke underskrevet en FN-aftale imod dem. Alligevel har USA nu besluttet at bruge dette morderiske anti-personel våben i stort omfang igen.
USA står uden for de nuværende aftaler, og nægtede også under præsident Obama at underskrive, men han indskrænkede dog brugen til udelukkende at gælde grænsen mod Nordkorea. Mange af minerne ligger fortsat på lager, og USA fjerner altså nu sine restriktioner. Planen er også at anbringe nyudviklede miner ved den russiske grænse i de baltiske stater, på trods af at disse selv har afskrevet sig brug af landminer.
USA har dog lovet, at udlagte miner med tiden vil selvdestruere, selvom denne teknik har vist sig meget upålidelig. Gamle miner ligger fortsat spredt over store landområder, og invaliderer tusinder hvert år. Troen på påstået "sikre" landminer var også USAs politik i 2004, selv om resultaterne heller ikke dengang var lovende. EU har kritiseret planerne, hvilket naturligvis ikke stopper USA.
Om EU så finder nosser til at nægte USA at udlægger sådanne forbudte landminer i EU-lande, vil fremtiden vise - for dette er nemlig ikke sådan direkte forbudt. FN-aftalen rummer diverse tekniske krumspring, fx afgrænser aftalen sig til landminer rettet mod mennesker, så der er en gråzone for antitankminer. Og danske væbnede styrker kan alligevel deltage i militære operationer med USA på trods af de forbudte våben - takket være en kringlet fortolkning beskrevet i militærets Manual om Folkeret:
"Forbuddet forhindrer ikke danske styrker i militære operationer med stater, som ikke er forpligtede af forbuddet mod anvendelse af personelminer. En eventuel fordel, som måtte opnås ved andre staters udlægning af personelminer, vil ikke indebære en dansk overtrædelse under forudsætning af, at danske styrker har overholdt forbuddet mod at bistå, opmuntre eller tilskynde til handlinger, der er forbudt."
FN-aftalen blev presset igennem i 1997 af den verdensomspændende Campaign to Ban Landmines, som AMK aktivt deltog i. Aftalen er nu underskrevet af 164 lande, her i blandt Danmark, der tidligere både brugte og producerede landminer. Kampagnen udløste Nobels Fredspris til de deltagende grupper - som nu må genoptage kampen.
Tom Vilmer Paamand - februar 2020


>  Fesen opfølgning på krigsudredning
logoHvad kan regeringen oplyse om opfølgningen på krigsudredningen? Dette rigeligt neutrale spørgsmål har udenrigsministeren og forsvarsministeren skullet besvare, som stort set sidste punkt i Folketinget for året 2019.
Den tre timer lange debat bragte kun de gammelkendte synspunkter frem, hvor fx Socialdemokratiet nu i regering ikke længere støtter kravet om to tredjedeles flertal for krig (dette er kun opnået to gange de sidste 30 år). Libyen blev trukket frem som et kedeligt eksempel på, at selv et meget bredt flertal ikke beskytter imod en dårlig beslutning.Udenrigsminister Jeppe Kofod gentog mekanisk den tomme påstand, om at "et militært indgreb er det sidste middel i værktøjskassen, for man skal forsøge alle andre midler først".Han lovede fremover en grundig erfaringsopsamling i forbindelse med internationale operationer.Og der bliver nok at tage fat på, for regeringen agter at føre en "endog meget aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, fordi det sikrer stabilitet og fred ude i verden og dermed tryghed og sikkerhed herhjemme".
Til afslutning blev fremsat to forslag. Begge opfordrede "den til enhver tid siddende regering til at sikre tidlig, løbende og fyldestgørende inddragelse af Folketinget ved beslutninger om dansk deltagelse i internationale militære operationer, hvor både formålet med det danske bidrag, den samlede strategi med kobling til andre ikkemilitære spor og påtænkte exitstrategier beskrives".
Det enstemmigt vedtagne forslag tilføjede kun en opfordring om at "den til enhver tid siddende regering til, med udgangspunkt i det forudsatte formål, at give en grundig gennemgang og evaluering af indsatsen i Det Udenrigspolitiske Nævn, når et større bidrag fra en international operation er hjemtaget eller hvert femte år for længerevarende bidrag". Samt at "den til enhver tid siddende regering bør søge bred opbakning til indsatsen i Folketinget".
ALT, EL og SF fik afvist et mere specifikt forslag, hvor regeringen opfordredes "til at indføre et princip om to tredjedele flertal i Folketinget ved udsendelse af danske soldater". Oven i skulle den opfølgende evaluering af indsatsen ikke gemmes bort i Det Udenrigspolitiske Nævn, men gives til hele Folketinget. Dette blev afvist af flertallet, der heller ikke ville beklage, at "regeringen har valgt ikke at genåbne Irakkommissionen".
Resultatet blev altså nogle løfter om mere offentlighed, men mest gemt væk i et nævn, der per definition er lukket land og hvor medlemmerne har stram tavshedspligt...
Læs en længere gennemgang på FRED.dk
Tom Vilmer Paamand - januar 2020


>  Officeren der blev pacifist
logoAldrig Mere Krigs forhenværende formand Geert Grønnegaard er død, 84 år gammel. Den sprælske fredskæmpe døde passende nok på et plejehjem bygget på Ringsteds nu nedlagte kaserne. Som barn kom Geert ellers på Herlufsholms ret militaristiske kostskole, hvorpå han blev flyverløjtnant i Værløse, derpå civilingeniør fra Polyteknisk Læreanstalt og reserveofficer.
Dette ændredes af rektor Aage Bertelsens pacifistiske bog "Her er dit våben" i 1960. Officeren meldte sig nu som militærnægter, og blev aktivist i foreningen Aldrig Mere Krig, hvor han langt senere i 1997 blev formand. Geert kom med i påskemarcherne mod atomvåben og kampen mod Vietnamkrigen, startede et register over dansk våbenhandel, og skrev læserbreve og henvendelser til Folketinget i en lind strøm.
Særlig kendt blev han for en række spektakulære fredshappenings: Geert agerede garderobevagt i Københavns Domkirkes våbenhus og inddrog sabler fra de kongelige gæster. Han blev bortvist fra et dyrskue, hvor forsvaret var talstærkt udstillet, og ikke kunne lide hans Rustoskop, der med rullende tal optalte militærbyrden.
Geert blev i 1964 opstillet for Fredspolitisk Folkeparti, som ikke kom i Folketinget. Han var i 1976 konsulent for daværende landsformand K. Helveg Petersen for Det Radikale Venstre, til hjælp med en ny lov om våbenproduktion. Blandt det vedtagne blev, at arbejdsløse kunne sige nej til våbenproduktion uden tab af dagpenge.
Ved siden af et næsten fuldtidsarbejde som aktivist, spillede Geert ihærdigt bridge på højt niveau, var ansat i en række ingeniørfirmaer og bl.a. udsendt i udviklingsprojekter for at bygge skoler i Tanzania og kyllingefarme i Libyen. Privat nåede han at fejre guldbryllup med sin kone Loulou, som han fik tre sønner med.
- Hør Geert selv fortælle om et langt liv som aktivist.
Tom Vilmer Paamand - december 2019


>  AMK har arvet Tribunalforeningens aktiver
Ved Tribunalforeningens lukning i november 2019 tog Aldrig Mere Krig imod et tilbud om at overtage Tribunalforeningens indsamlede materiale om Danmarks krige - samt nogle tusind kroner til den fortsatte drift. Samlingen består af en lang række oversigtsartikler, hvor seneste bidrag er en solid linksamling fra debatten om den officielle Krigsudredning.
Inde bag ved ligger selve dokumentsamlingen, som mest overskueligt kan bladres via sin søgemaskine. Søgningen foregår ikke kun i Tribunalets PDFer, men også i andre relevante samlingers. Jobbet er fremover at opbevare, vedligeholde og udvikle dokumentsamlingen både teknisk og journalistisk, så den fortsat vil være tilgængelig og nemt søgbar på nettet - til gavn for aktivister, nysgerrige journalister og bedre forskning. Dokumentationen kan udnyttes til fortsat offentlig kritik at krigenes lovlighed, både historisk og fremadrettet.
AMKs formand Tom Vilmer Paamand er journalist, har selv været med til at opbygge samlingen, og fortsætter som redaktør på opgaven. Samlingen vil blive lagt ind under Toms hjemmeside FRED.dk. Alle interesserede uanset baggrund vil fortsat kunne arbejde videre med samlingen til dokumentation og formidling, hvilket Aldrig Mere Krig vil opmuntre til.
Tom Vilmer Paamand - december 2019


>  Klimaforværring og militariseringens onde spiral
logoUndertegnede magtede ikke at være tovholder helt alene på en Fridaysforfuture-klimademonstration i Frederikshavn den 27. november, som jeg blev opfordret til - efter min efterlysning af unge initiativtagere hertil. Men med 80 somre bag mig, må jeg i kampen for vores fælles fremtid bruge alle mine resterende kræfter på - indenfor klimabevægelsen - at påpege nødvendigheden af, at vi alle må få øje på sammenhængen mellem den omsiggribende klimaforværring og militariseringens destruktive spiral.
Altså at kampen for at redde vores naturgrundlag fra såvel opvarmningen som ressourceudtømningen forudsætter, at vi stopper både misbruget af sparsomme fysiske ressourcer til oprustning, krigsødelæggelser og ressourceslugende genopbygning. Og samtidigt får stoppet den psykiske forgiftning af menneskers tankegang - der før og under krig - sker med opbygning af retfærdiggørende fjendebilleder af de andre som onde. Hvilket igen forhindrer den opbygning af tillid indenfor og imellem befolkningerne, som er helt afgørende for, at vi som verdensborgere kan få opbygget det globale samarbejde om at prioritere kampen for vores, og kommende generationers, fremtid.
Hertil må vi i stedet sammen opbygge en fredskultur, der på alle niveauer bygger på at konflikter håndteres og løses med ikkevoldelige midler, samt at vi hertil opbygger en demokratisk fredsstruktur - med forebyggelse af at måske nødvendige konflikter udarter i vold og krig - og som også må forudsætte en retfærdig fordeling af klodens goder for at blive bæredygtig.
Hertil må føjes, at den militaristiske tankegangs magt- og sejrherrelogik gennem (trusler om) brug af atomvåben i sig selv på øjeblikke, og igennem den voldsomme radioaktive stråling, kan dræbe milliarder. Men også efterfølgende, pga. at paddehatteskyens aske vil dække for solen, og hermed sænke temperaturen med op til 8-9 grader (atomvinteren), hvilket kan forårsage atter andre milliarders langsomme sultedød.
Kampen mod militariseringens spændings- og krigsopbygning med dens forgiftning af vores sind, og dens kriges yderligere ressourcedestruktion, klimaopvarmning og klima- og krigsflygtninge i en ond spiral - og med risikoen for at ende i atomkrig. Dette må vi også have med i fremtidige Klimastrejker/Fridaysforfuture-paroler, for at vi, gennem den nødvendige fælles indsats af os alle, kan redde vores fremtidige liv og livsgrundlag.
Arne Hansen - november 2019


>  FredsVagten i 18 år, desværre!
logo
FredsVagten holder ikke fest, men en ”sørgemarkering” på deres 18-årsdag den 19 oktober. Aldrig Mere Krig sender alligevel en hyldest til disse gæve medkæmpere, der stædigt og insisterende har stået vagt snart i årtier. Samlet fra mange fløje og holdninger, men på det fælles grundlag, at alle har lige ret til freden, og at vejen til fred bygger på dialog og global retfærdighed.
Skønne ord og tanker, som Folketingets politikere uundgåeligt dagligt bliver mindet om – at Danmarks krige hverken er glemte eller noget afsluttet kapitel. Utallige aktivister, også fra AMK, har givet et par timer, måneder eller år til fredsudbruddet under regnbueflagene ved Slotspladsen.
FredsVagten er et godt fokuspunkt for fredsarbejdet i det københavnske, og med så permanent en tilstedeværelse, at dens flag helt fortjent også har fundet sig en blivende plads i det afsluttende glasskab på Krigsmuseets udstilling over danskernes mislykkede krige – som en smule håb oven på al den militære galskab. Men museet har også sat plads af til nye krigsskabe...
Valget af en sørgemarkering er i samme spor, som da vi i AMK beklagede vores 90 års fødselsdag – for hvor ville det dog være rart, om en generel fredsslutning verden rundt for længst havde gjort al krigsmodstand overflødig.
Desværre er der fortsat behov for et kronisk og vedholdende fredsarbejde, som modvægt og nødråb til magthavernes dovne genbrug af krig som ”konfliktløsning”. Vægternes nyttige og insisterende arbejde er vigtigt for Danmark. Lad os råbe et trefoldigt ØV i dagens anledning, og så alle fortsætte med at sprede fred – så godt vi nu kan!
Tom Vilmer Paamand - oktober 2019


>  Valgkamp: Hillary Clinton som 'Krigsmagernes dronning'
Hillary Clinton fik denne svada: "Du, som er krigsmagernes dronning, indbegrebet af korruption og personificeringen af råddenskab" som svar, da hun blandede sig ret voldsomt i USAs valgkamp. Afsenderen var fra Clintons eget parti, nemlig præsidentkandidaten Tulsi Gabbard, der i øvrigt frivilligt blev højt dekoreret soldat i Irakkrigen.
Indtil videre havde USAs valgkamp ellers mest drejet sig om kontrasten til Trump, men aktuelt er kandidaterne fra Demokraterne begyndt at skælde hinanden hårdere ud - og er nu ligefrem gået kritisk til USAs generelle opførsel rundt om i verden.
Kandidat Andrew Yang fyrede denne kommentar af, rettet mod Ruslands præsident Putin: "We've tampered with other elections. You've tampered with our elections, and now, it has to stop." Det ville en anden kandidat, Amy Klobuchar, overhovedet ikke høre tale om: "I don't see a moral equivalency between our country and Russia. Vladimir Putin is someone who has shot down planes over Ukraine".
Her kunne en kvikkere modstandere have nævnt USAs aldrig undskyldte nedskydning af et iransk passagerfly i 1988, men den slags kvikhed er ret fraværende i valgkampen. Oven i blev Yang senere udspurgt om konkrete eksempler på USAs udemokratiske indblandinger men kunne, pinligt eller bevidst, ikke huske et eneste - han havde haft god tid inden det venlige interview til at tænke sig om.
Yang burde nemt have liret mindst et par lande og datoer af, for der er rigeligt med eksempler: CIA har udført sådanne påvirkningsoperationer i Afghanistan, Angola, Bolivia, Cambodia, Chile, Cuba, El Salvador, Grenada, Haiti, Irak, Libyen, Marokko, Nicaragua, Panama, Vietnam, Zaire og Østtimor - samt i Australien, Italien, Frankrig, Grækenland og Tyskland. En lang liste, men absolut ikke komplet.
Bemærk at kilden er en bog, som Yang hurtigt kunne have fundet frem og læst på CIAs egen hjemmeside. Andre titulært allierede nationer blev ramt gennem CIAs blødere operationer. Fx var CIA meget aktiv med påvirkning og misinformation i Danmark i 60erne gennem "Kongressen for Kulturel Frihed", der blev ledet af den indflydelsesrige redaktør Jørgen Schleimann.
Tom Vilmer Paamand - oktober 2019


>  Appel om FN-styrke til Syriens grænse mod Tyrkiet
Fra Aldrig Mere Krig til den danske regering og medlemmer af Udenrigspolitisk Nævn:
Den kortvarige våbenhvile for strækningen mellem byerne Ras al-Ain og Tell Abyad bør fastholdes udover de planlagte fem dage, og udvides til andre af de angrebne og truede områder ved grænsen. Foreningen Aldrig Mere Krig opfordrer derfor den danske regering til at bruge alle diplomatiske skridt til
  • at få våbenhvilen forlænget på ubestemt tid.
  • at få våbenhvilen udvidet, så den ikke bare omfatter området mellem Ras al-Ain og Tell Abyad, men hele den såkaldte sikkerhedszone i den kurdiske del af Syrien (Rojava).
  • at der indsættes fredsbevarende styrker fra FN som kendt fra Gaza i 1956–1967 og på Cypern fra 1964.
  • at de anslået 300.000 fordrevne mennesker fra den kurdiske del af Syrien (Rojava) straks får muligheden for at vende tilbage til deres hjem.
Aldrig Mere Krig appellerer til, at Det Udenrigspolitiske Nævn straks beder regeringen om at få FN's sikkerhedsråd eller generalforsamling til at udsende fredsbevarende FN-styrker til det nordøstlige Syrien.

Bilag om tidligere fredsbevarende styrker:
Fra 1956 til 1967 deltog danske soldater i FN's fredsbevarende styrke i Gaza. Styrken (United Nations Emergency Force - UNEF) var udsendt af FN's generalforsamling (generalforsamlingens resolution 1001 (ES-I) af 7. november 1956) og den overvågede våbenhvilen ved Gaza og i det østlige Sinai (dvs. fra Gaza by i nord og til Sharm el-Sheikh (Sinai's sydspids)). De danske FN-soldater var de første, der ankom til Gaza i oktober 1956.
Fra 1964 og frem til 1996 deltog danske soldater i FN's fredsbevarende styrke på Cypern. Styrken (United Nations Peacekeeping Force in Cyprus - UNFICYP) er udsendt af FN's sikkerhedsråd (Sikkerhedsrådets resolution 187 af 13. marts 1964), og den er stadig på øen. De danske FN-styrker (DANCON) ankom til Cypern i sommeren 1964.
Tom Vilmer Paamand - september 2019


>  Krigsforbrydelser mod natur?
logo
Verden bør se at få vedtaget en ny Genève-konvention, der kriminaliserer følgeskader på naturen som en krigsforbrydelse: Protection of the environment in relation to armed conflicts. Beskyttelsen skal fx omfatte foranstaltninger til at holde militære styrker ansvarlige for miljøskader, især i konfliktregioner med vilde dyr og naturreservater. Arbejdet er faktisk i gang, men har trukket ud for længe, kritiserer 24 forskere i tidsskriftet Nature.
Projektet har været på vej gennem FN siden 2013, og der er fortsat lang vej før en egentlig vedtagelse. Næste Næste trin er at fremsende forslaget til FNs generalsekretær sidst i 2020. FNs Folkeretskommission arbejder pt videre på 28 principper, som den allerede har udarbejdet om at beskytte miljøet i krigszoner.
FNs Miljøprogram anerkendtei 2016 den rolle, som sunde økosystemer og bæredygtigt styrede ressourcer spiller i at reducere risikoen for nye væbnede konflikter. Dette program har i øvrigt fra 2019 en dansk generaldirektør.
Krigenes miljøskaderhar tidligere haft fokus, som under og efter Vietnamkrigen, hvor USA brugte miljøgiften Agent Orange til at rydde millioner af hektar skov med alvorlige konsekvenser for for natur, mennesker og dyr. Ny fokus kom under Irakkrigene i 1990erne, hvor Iraks militær satte ild på 600 oliebrønde under tilbagetoget fra Kuwait i 1991. Aktuelt lider dyrebestanden i toppen af Afrika under krigene, da militser ukontrolleret nedskyder truede dyrearter som elefanter, geparder og gazeller.
Blandt de mange ofte oversete FN-dage findes såmænd også den 6. november: International Day for Preventing the Exploitation of the Environment in War and Armed Conflict. Med det øgede klimafokus foregår et parallelt arbejde i FN for en langt bredere Global Pact for the Environment, og i Danmark for en lokal grøn udvidelse af Grundloven.
Herhjemme har Syddansk Universitet samlet Green Defense Literature sammen til en NATO workshop, for selv NATO har måttet definere doktriner for Environmental Protection During NATO-Led Military Activities.
Som påpeget i en analyse om specielt NATOs bombninger på Balkan, har NATO i sit virke dog aldrig selv efterlevet de grundlæggende menneskerettigheder, så det er pænt sagt ret uafklaret, om flere retningslinjer vil gøre en forskel. Bortset fra som endnu en målestok til at se hvor meget der fejles...
Tom Vilmer Paamand - september 2019


>  Trumps fornærmelser giver muligheder
logoUSAs præsident har med sine grønlandske fantasier fornærmet en af sine bedste allierede, men Trumps optræden åbner samtidig uventede muligheder for Danmark.
Hidtil har vort lille land kun haft yderst ringe indflydelse, både om de grønlandske baser og på de alt for mange militære missioner sammen. Partnerne har diskret og gensidigt skjult det problematiske i det skæve styrkeforhold mellem elefant og mus.
Eventuelle skærmydsler blev mest klappet af internt, der var ingen grund til at befolkningen skulle bekymres. Af og til slap dog lidt ud, men det smilende samarbejde fortsatte ufortrødent. Selv efter afsløringer af underhåndsaftaler om atomvåben, kæmpe raketbaser uden tilladelse og aflytningsskandaler.
Danmark burde for længst have sat hælene i, og lige nu er det helt rette tidspunkt. Lige præcis med en arrig Trump ved roret, har Danmark den bedste mulighed for at gå i dialog med USA om uretfærdighederne. Lige nu, hvor Danmark står med blussende rød kind efter en utilsløret lussing.
Trump kom offentligt til at markere, hvor lidt Danmark reelt rager USA. Trump er ildeset kloden rundt, og Danmark står derfor aktuelt med sympatien på vor side. Globale overskrifter har slået fast, at Grønland ikke tilhører USA. At Trump stiller højst upassende tilbud til de svage. Og at Danmark alligevel altid har været en god og stabil hjælp for USA.
En sådan konstruktiv dialog skal rettes til og føres med det USA, som er så meget andet end Trump. Parlament til parlament. Diplomat til diplomat. Og befolkning til befolkning. Netop nu mens USAs jernnæve er ude af fløjlshandsken.
Mens USA truer England, Grækenland og Tyskland med sanktioner, når de ikke omgående makker ret. Mens Vesteuropa derfor fumlende er ved at finde sine egne mere selvstændige ben. Nu da supermagten USA tydeligt viser svaghedstegn. Og både demokratisk og militært så småt er ved at gå bagud af dansen.
Det er nu, at Danmark, Norden og forhåbentlig hele EU burde vise sig som en rigtig god ven af USA. På fornuftig vis støtte op bag den dysfunktionelle familie derovre. Hjælpe den igennem problemet med deres småsenile gammelfar, der klynger sig til magten. Påpege, at der ikke burde ligge så mange skarpladte atombomber fremme. Solidarisere sig, og invitere USA med til de nødvendige løsninger.
Lige nu - hvor der nemt kan klinkes skår, når alt så "bliver normalt igen". Med USAs næste præsident, der forhåbentlig har lært af processen. Et rigtigt venskab kræver ligeværdigt samarbejde. Det er på tide, at Danmark række hånden frem til USA - og forlanger en god snak om vor fælles fremtid.
Læs teksten uforkortet

Tom Vilmer Paamand - august 2019


>  Krig ødelægger klimaet
logoKrig skaber klimaødelæggelser, både lokalt og globalt. Spildet af ressourcer er slemt nok ved de stående hære, men ødelæggelsernes omfang vokser enormt, når militæret så går i krig. Krigene efterlader store områder ødelagte, og alt fra skoler og hospitaler til jernbaner og broer skal genopbygges.
Dette er de efterladte realiteter i alle krigsramte lande, hvor også Danmark fortsat vælger at bidrage langt mere til ødelæggelserne, end til den efterfølgende genopbygning. For at ændre dette, er det vigtigt at bruge stærke argumenter - og undgå de mange velmenende misforståelser, der flyder rundt på nettet.
USAs militær forurener ikke mest i hele verden, selv om det ofte fejlciteres sådan. Andre grupperinger som fx Kina med dets mange kulkraftværker er et voldsomt større problem for klimaet. USAs militær har heller ikke verdens største forbrug af olie. I forhold til hele USAs voldsomme druktur, anvender dets militær kun en brøkdel af hvad der ellers fyres af.
Pointen er, at den overciviliserede del af verden fortsat sviner med det hele. Og det i en grad, så militærets direkte andel af klimaødelæggelse og ressourcespild faktisk blegner - når der enøjet kun ses på de lokale driftsomkostninger.
Men dette ret minimale billede tipper dog helt, når militæret så går i krig, og herved forårsager menneskeskabte naturkatastrofer på bestilling. Efter krigens ødelæggelser er der fx behov for masser af ny cement til at genskabe byer, hospitaler og veje, og netop cementproduktion står for en væsentlig del af klodens CO2-udslip. Samt meget mere.
Hærværk skal ikke vurderes ud fra størrelsen på den anvendte hammer, men på ødelæggelserne omfang - og militæret er eksperter i målrettet destruktion. De tidligere nævnte skæve forsimplinger har kun fokus på den hjemlige regning, og får derfor ikke fortalt hvad prisen løber op i, der hvor bomberne er regnet ned, men ikke er regnet med.
En fuldstændig klimaberegning af hvad en foreslået militær løsning vil koste ude i verden, bør indgå i enhver sikkerhedspolitiske vurdering, før Danmark går på krigsstien. Aktuelt truer USA med en ny Golfkrig. Resultatet de forrige gange var, udover de nævnte ødelæggelser, også brændende oliebrønde - hvilket er et udmærket udgangspunkt for at skrive et personligt brev til dine lokale folketingsmedlemmer om deres kommende forsvarspolitik.
Det er på høje tid, at Folketinget får krigenes ødelæggelser af vores klima med i CO2-regnskabet.
Læs teksten uforkortet

Tom Vilmer Paamand - juni 2019


>  Tale til Mellemfolkeligt Samvirkes 75-års jubilæum
logoMidt under Den Anden Verdenskrig mødtes nogle danske aktivister for at forberede fremtidens fred. Ikke som i spillet mellem småstater og stormagter, men som småfolk. De vidste, at mange små aktivister med en rigtig god vision kan udrette store ting. Og at gode menneskers gode handlinger er en nødvendighed, når skårene skulle klinkes efter det store slagsmål.
75 år senere har denne spæde fredstanke så vokset sig stor under navnet "Mellemfolkeligt Samvirke". Logoet for jeres mange år er en kollage af aktive mennesker, der har forsøgt at ændre verden til det bedre. Markant i toppen af kollagen folder fredens faner sig ud, og det fredshåb er vi hos Aldrig Mere Krig glade for at se i jeres plakat.
AMK er selv er en af de sejlivede overlevere - nu med 93 år på bagen. Fortsat med en grundtanke om kraften i pacifisme, forsoning og fredshåb som det bærende. Vi er allerede IMOD den næste krig - men allermest er vi FOR FRED. Vi går hellere på gaden for at foreslå en løsning, end for at blot at sige NEJ. ...
Vi er stolte, på Danmarks vegne, over det arbejde som Mellemfolkeligt Samvirke har udført gennem tiden. Og vi er triste, på Danmarks vegne, over at vore regeringers fokus nu er mere på krig, end på udvikling. Det behøver jo ikke at være sådan - for igennem 90erne faldt de danske forsvarsudgifter. Og samtidig voksede dansk udviklingsbistand - så de nærmede sig et fælles niveau.
I en bedre verden havde de to linjer krydset hinanden. I en bedre verden var det den danske udviklingsbistand, der pludselig fik tilført ekstra milliarder. Og forsvarsudgifterne, der havde fortsat deres fald. I stedet er det gået omvendt. Set globalt, er verden overoprustet, mens FNs Verdensmål er underfinansierede. Og de tal må vendes helt om. Dette kunne være et af de punkter, hvor Aldrig Mere Krig og Mellemfolkeligt Samvirke har fælles interesser.
Danmark burde gå i front. Ikke kun med et fornyet fokus på udviklingsbistand, men ved at omruste til ikke-militær konfliktløsning. Og ikke mindst ved at udvikle sådanne løsninger - i modsætning til nu, hvor dansk fredsforskning simpelthen er nedlagt. Fremtidens stigende klimaødelæggelser skaber konflikter, og vil øge verdens ulighed. Uddannede mediatorer med de rigtige værktøjer kunne mindske problemerne gennem lokal mægling.
En dansk indsats med konfliktløsning og forebyggelse kræver, at dette i højere grad sker ud fra FNs værdier. Og altså ikke til fremme for dansk erhvervsliv, eller under NATO-flag. Og slet ikke som i Afghanistan, hvor danske soldater "betalte" de lokale med en vandhane, hvis de altså ville sladre om "fjenden". Mellemfolkelig Samvirke er allerede i gang på nogle af disse områder. Aldrig Mere Krig vil gerne hjælpe med til at styrke det mere direkte fredspolitiske.
I håbet om, at vi kan skabe en fredeligere verden. Med drømmen om at opbygge en fredskultur. For fred er meget mere end blot fravær af krig. Jeg ser frem til at fejre med jer, når vi har opnået alt dette. For det har vi nok klaret til Mellemfolkelig Samvirkes 100 års jubilæum. Eller gerne lidt tidligere. Tak - og tillykke med jubilæet!
Læs teksten uforkortet

Tom Vilmer Paamand - juni 2019


>  Norge kan det med fred og forsoning
logoBilledet viser den norske regerings officielle hjemmeside om deres udenrigsministeriums indsats for fred. Siden beskriver en række af de fredsprocesser, hvor Norge har været engageret i flere årtier.
Konfliktløsning og bidrag til forsoning er en central dimension i norsk udenrigspolitik. Norges indsats beskrives gennem følgende punkter: Partenes eierskap, Vilje til å snakke med alle, Aksept for å mislykkes, Nettverk og nært samarbeid, Norge er upartisk tilrettelegger samt Inkluderende fredsprosesser. Beskrivelserne er et flot udgangspunkt for hvad Danmark savner...
Blandt de norske initiativer er også Oslo Freedom Forum hvert år i maj, som Human Rights Foundation står bag, støttet af den norske stat. Dette forum er dog et underligt miskmask af alt fra gode menneskerettighedsforkæmpere, over afgåede og mere tvivlsomme politikere, til underligt nok også internettets alt for dyre direktører. Prisen for at kikke med svinger på samme vis fra 200 dollars og op til 25.000 dollars.
Mødedeltagerne er ofte i stærk opposition og truede i deres hjemlande, men ikke nødvendigvis selv de rene engle. Et par af de inviterede er tidligere præsidenter, som i deres regeringstid så stort på menneskerettighederne.
Tom Vilmer Paamand - maj 2019


>  Ny nordisk fred
logoMeningsmålinger synes at vise, at halvdelen af danskerne vil foretrække et nordisk samarbejde frem for det nuværende EU-samarbejde. I fredsmiljøet har vi i nogle år nu argumenteret for at komme ud af USAs og NATOs lederskab og krigsaktivisme, og udvikle en selvstændig fælles dansk og nordisk. For et par år siden kom den nordiske venstrefløj med deres bud på en fredelig sikkerhedspolitik, og nu kom så resultatet af en længere indsats med ny fredsforskning fra Nordisk Råd.
Det var en stor glæde at overvære Nordisk Råds seminar den 9. april på Christiansborg. Anine Hagemann og Isabel Bramsen - begge tilknyttet det danske Centre for Resolution of International Conflicts (CRIC) - fremlagde deres rapportfinansieret af Nordiske Ministerråd om et forstærket nordisk fredsamarbejde: "New Nordic Peace - Nordic Peace and Conflict Resolution Efforts".
På seminaret blev rapporten kommenteret af et indbudt panel, der udfoldede rapportens bredere perspektiv med klimaudfordringen, flygtninge- og migrationsstrømme, samfundsopbygning og FNs 17 Verdensmål. Panelet pointerede, at mange af de fremskridt, vi i dag beskriver som et særligt nordiske værdisæt, er startet "nedefra" som borgerinitiativer - og at det er vigtigt at inddrage civilsamfundet i den fortsatte udvikling af en ny nordisk fredspolitik.
Med vore erfaringer med kamp for en fredeligere verden hilser Aldrig Mere Krig den fornyede appetit på nordisk fredssamarbejde velkommen, stiller os til rådighed og lover at følge Nordisk råds og ministerråds fredsinitiativer nøje.
Hasse Schneidermann - april 2019


>  I 1986 blev atomvåben næsten afskaffet...
logoPræsident Donald Trump gik fra en raketaftale, eller blev smidt ud af Nordkoreas leder Kim Jong-un. Trumps sammenbrudte forhandling bliver nu hyldet som et "Reagan-øjeblik", i en henvisning til forhandlingerne om nedrustning med Sovjet i oktober 1986. Dette passer dog kun som en hån, for episoden dengang viste Reagan som en forhandler, der lige som Trump ikke helt har styr på The Art Of The Deal.
Under en vigtig forhandling med Sovjets sidste leder Mikhail Gorbatjov, fik Reagan et tilbud om at få samtlige atomraketter fjernet, og ikke kun de interkontinentale missiler, som de hidtil havde forhandlet om. Reagan accepterede ideen og foreslog, at de to ledere skulle gå hele vejen, og fjerne alle deres atomvåben!
Hvis verden skulle forandres til det bedre, var det de samme to varyler, der var medansvarlige for al den uhæmmede oprustning, der sad på magten til at stoppe galskaben. Og denne fantastiske aftale var tæt på at være forhandlet på plads - men så slog Reagan pludselig kontra, og klamrede sig til sit Star Wars-projekt. Reagan sagde altså nej til total atom-afrustning, blot for at fastholde et raketforsvarssystem, der alligevel snart ville blive endnu mere meningsløst.
Dette er uden tvivl en af de største forpassede muligheder i nogen forhandling om våbenkontrol - omend begge statsledere også skulle have kæmpet afrustningsaftalen igennem i deres parlamenter, og bagefter hos de små atommagter. Hos Reagan-fans bliver episoden i stedet hyldet som et eksempel på, at Reagan gjorde det rigtige ved stejlt at udvandre fra denne verdenshistoriske mulighed: I diktaturer som Sovjets vinder man nemlig kun ved at sætte hårdt mod hårdt, som det fortsat påstås.
Myten om Reagan udelader også den vigtige detalje, at hans ønske om at få udryddet alle atomvåben faktisk var ærligt og inderligt - hvilket nok overrasker alle, der har gennemlevet 80erne. Og at fiaskoen på dette første topmøde medførte, at de to nationer blev langt mere fleksible og viste stor vilje til kompromis i deres senere forhandlinger. Parterne mødtes nemlig snart igen, og underskrev året efter INF-traktaten, der forbød alle mellemdistanceraketter, og indførte en række vigtige kontrolfunktioner.
Tre år senere blev START-traktaten underskrevet, der fra 1991 beskar USAs og Sovjets atomarsenaler med 80% i løbet af det næste årti. USA købte de fleste af Sovjets kasserede atombomber, og brændte dem af i atomkraftværker ved de samme byer, de tidligere skulle ramme. Udbyttet svarede til hele USAs varmeforbrug i to år, hvilket fortæller lidt om hvor enorme ressourcer atombomber ellers sluger.
INF-traktaten trak USA sig ud af i februar 2019, efterfulgt af Rusland. To år efter vil START-traktaten også stå for skud, med mindre verdens ledere vågner op til et folkeligt pres, der igen kan stoppe deres galskab. Glem aldrig, at alle atomvåben kunne være elimineret for længst - selv en sådan drøm er ikke umulig!
Tom Vilmer Paamand - februar 2019





AldrigMereKrig.dk ©2024
Kommentarer