Berlingske svinede pacifist til
Historien er 80 år gammel, da den tyske pacifist og journalist Carl von Ossietzky var udset til at få Nobels fredspris, mens han sad i KZ-lejr. Herhjemme forsøgte Weekendavisen, der dengang hed Berlingske Aftenavis, med meget beskidte kneb at forhindre dette, genfortæller avisen nu langt om længe selv.
Også den kontroversielle forfatter Knut Hamsun angreb Ossietzky for at være landsforræder, hvilket startede en voldsom diskussion i Norge, hvor Nordahl Grieg og mange andre intellektuelle forsvarede Ossietzky. De tyske ledere Joseph Goebbels og Hermann Göring reagerede meget forskelligt. Goebbels erklærede, at landsforræderen skulle halshugges, mens Göring blev nervøs for udlandets voldsomme interesse. Göring fik den stærkt svækkede fange overført til sygehus og tilbød uden held frihed og pension, hvis Ossietzky ville fraskrive sig fredsprisen.
Nobelkomiteen var selv stærkt i tvivl, og havde i 1935 nedstemt Ossietzky i fuld enighed. Den mente ikke at Ossietzky indsats for at afsløre, at Tyskland oprustede i strid med Versailles-traktaten, var nok til en fredspris. Undervejs forlod norskeparlamentarikere komiteen, så den norske stat ikke kom i direkte konflikt medtyskerne. Tyskland pressede hårdt på, og sørgede for at der dukkedeflere modstridende artikler op i pressen, samt arrangerede konferencen “Internationale Arbeitsgemeinschaft der Nationalisten“ i Nobelinstituttets egne lokaler i Oslo.
Berlingske Aftenavis bragte nu et stort opsat “interview“ med Ossietzky, der blev citeret for at have det så godt under Hitler, at han nu helt fraskrev sig pacifismen, var blevet nazist og lígefrem heilede til afsked. Berlingske havde købt interviewet af en dansk journalist, der siden arbejdede videre for nazistiske tidsskrifter, og udgav en hyldestbiografi om Hitler. Meningen med absurditeten var naturligvis, at Nobelkomiteen ikke kunne give Fredsprisen til den nu “erklærede nazist“ Ossietzky. Komiteen fandt dog hurtigt ud af, at Berlingskes interview var rent opspind, og gav ham alligevel prisen i 1936
Reaktionen fra Berlingske Aftenavis på dette var nu mere afdæmpet, mens Jyllands-Posten naturligvis hånede fredsprisen til Ossietzky, der “så sin hovedopgave i at rive ned på alle nationale traditioner og folkelige værdier“ - en argumentation, der fortsat trives om ham i tilsvarende højreekstreme kredse. Ossietzky kunne ikke selv modtage prisen, da han fortsat var i sikkerhedspolitiets varetægt, og døde to år efter af sygdom fra sit ophold i kz-lejren. Dette var første gang, at Nobelkomiteen gav fredsprisen til en fredsaktivist i et diktatur.
Tom Vilmer Paamand - januar 2016
> Dengang borgerlige stemte imod atom-oprustning... 1980erne største problem på fredsfløjen var, at atommagterne havde oprustet helt til bristepunktet. I Danmark sad borgerlige regeringer på magten, men blev presset af fredsaktivister og oppositionspartier til en fredeligere kurs.
Et af værktøjerne i folketinget var de såkaldte “NATO-fodnoter“, en lang række dagsordener oftest vedtaget af et alternativt sikkerhedspolitisk flertal – Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet, sammen med Socialistisk Folkeparti og Venstresocialisterne (RV, S, SF og VS). Det Radikale Venstre spillede en kronisk dobbeltrolle, for partiet støttede den borgerlige regerings økonomiske politik, men ikke dens udenrigspolitik.
Seks gange stemte en borgerlig regering med Centrumdemokraterne, Konservativt Folkeparti, Kristeligt Folkeparti og Venstre (CD, KD, KF og V) selv for disse “fodnoter“ – med statsminister Poul Schlüter og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i front, og oftest stemte den ikke imod, hvilket er en hyppigt overset detalje i fortællingen om den tid.
Det gjaldt fx vedtagelsen i 1987 af, at USAs radar i Thule ikke måtte bruges til antiraketsystemer. Thule-fodnoten var rettet mod SDI, USAs Star Wars-program. Andre af de fælles vedtagelser var rettet mod NATOs såkaldte dobbeltbeslutning om opstilling af nye atomraketter i Europa.
Fredsbevægelsen krævede nedrustning i både Øst og Vest, og undervejs måtte Schlüterregeringen så gang på gang gå til NATO, og høfligt fremlægge den danske kritik. Regeringen var også presset af, at selv blandt NATOs tilhængere var et flertal direkte modstandere af udstationeringen af atomraketter!
Desværre sluttede folketingsflertallets krigsmodstand brat med årtiet, på trods af at den folkelige opbakning fortsatte. I 1990 skiftede Danmark drastisk spor, og blev en krigsførende nation, da Det Radikale Venstre i 1988 gik med i Poul Schlüters næste regering (RV, KD og V). Selv uden Det Radikale Venstre, fik de resterende fredspartier alligevel igen flest stemmer (1.580.908 mod 1.557.881) – men dette gav ikke flertal i folketinget.
Poul Schlüter lokkede Socialdemokratiet med på en FN-støttet flådeblokade mod Irak under landets invasion af Kuwait. Siden gik socialdemokratisk ledede regeringer i krig på Balkan - og resten er historie. Krigshistorie.
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021