Fogh frygtede ikke dom som krigsforbryder
UDREDT: Anders Fogh Rasmussen spurgte sine embedsmænd, om han kunne blive retsforfulgt for dansk deltagelse i Irakkrigen. Dette fremgår af Jesper Tynells bog “Mørkelygten“ fra 2014. Men måske er dette at gøre skarn uret, for kilderne kan også læses med et helt andet resultat.
Anekdoten om den bange statsminister er næsten for god til at pille ved, men den passer ikke helt til mandens rigeligt stålsatte og kronisk bedrevidende natur. Per Stig Møller kaldte denne gode sviner for helt vild, og sagde han ikke havde hørt om den før - men heller ikke dette er helt korrekt.
Spørgsmålet var slet ikke så ukendt dengang. selv om den historiske krigsudredning kun nævner lidt af forhistorien. Nemlig at den tidligere socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen den 14/3 2003 havde vurderet,at da krigen ville foregå uden om FN og således var ulovlig, kunne danske soldater, diplomater og statsoverhoved retsforfølges for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol.
Også Ole Wæver, professor i statskundskab, kaldte krigsdeltagelsen for uholdbar. Spørgsmålet om danske soldaters rolle som mulige krigsforbryder blev diskuteret i vide kredse, herunder i soldaternes fagforeninger. For at berolige soldaterne udsendte Danmark som det eneste land derfor også en formel krigserklæring - hvilket i øvrigt slet ikke er nævnt i Krigsudredningen.
Trods Per Stig Møller blafrende hukommelse, måtte han dengang svare på netop dette spørgsmål i Folketinget. Her blev det ikke stillet af Fogh, men af Villy Søvndal fra SF dagen efter Ole Espersens udspil (og på vegne af diverse fredsaktivister): “Vil udenrigsministeren redegøre for sandsynligheden for, at danske politikere, der har sendt danske soldater afsted i en USA-ledet krig mod Irak uden opbakning fra FN, vil kunne sættes for Den Internationale Straffedomstol?“.
Per Stig Møller læste et længere svar fra sine embedsmænd op, der nok ikke helt tilfældigt rummer de samme ord, som Tynell i sin bog udelukkende vinkler på Fogh: “Det betyder, at ICC indtil videre ikke er kompetent til at retsforfølge personer for at have begået forbrydelsen aggression“, samt at “selv i den usandsynlige situation, hvor et dansk regeringsmedlem direkte beordrer danske styrker til at begå forbrydelser underlagt ICC's jurisdiktion, må risikoen for retsforfølgning ved denne domstol altså i praksis anses for udelukket“.
Dette tyder på, at Tynells notat nok ikke helt er opstået som angivet i hans bog - med en frygtsom Fogh bag. Tynell skriver dog også, at den engelske premierminister Tony Blair på samme tid bekymrede sig. Det er muligt, men det var i marts 2003,så dette flytter blot tidsrammen til flere uger efter, at SF bad om svar i Danmark.
Nogle år senere blev Den Internationale Straffedomstols mandat udvidet med de såkaldte Kampalaændringer om aggressionsforbrydelser. Disse gør det netop muligt at straffe politikere for aggression, dog ikke med tilbagevirkende kraft til fx 2003, og kun såfremt deres eget land har tilsluttet sig muligheden.
Dette har vor nusiddende regering i december 2018 afvist at ratificere med følgende stolte erklæring: “Danmark er således et af få lande, der vurderer, at magtanvendelse uden mandat fra Sikkerhedsrådet for at beskytte civilbefolkningen mod alvorlige overgreb (humanitær intervention) i helt ekstraordinære tilfælde kan være juridisk forsvarligt.“
Tom Vilmer Paamand - februar 2019
> For stor tillid til militær teknologi Fra de meget omtalte UFO-klatter på kampflyenes IT-skærme, går en lige linje til militære computeres mere bogstavelige fejlskud. Massevis af døde civile, fordi militærets målsøgende computere tog fejl – igen og igen.
De såkaldt “gyldige“ mål bliver i fortsat højere grad udvalgt af computere. På skærmene analyseres billederne, og elektroniske kredsløb markerer grynede klatter som “tank“ eller “bus“, så operatøren ved, om han må skyde eller ej.
Alt for ofte gætter systemet forkert, og nogen gange giver det op og så registreres klatten som en UFO, hvilket blot betyder noget så kedeligt som Uidentificeret Flyvende Objekt. Ligesom med de tågede UFO-billeder, har drone-bombernes instrumenter fortsat svært ved at skelne ven fra fjende.
Danmark er i høj grad rodet ind i denne helt bevidste umenneskeliggørelse af kamphandlingen. Fyn er blevet center for våbenudvikling og forskning i ubemandede droner, støttet af skattepenge og universiteter. Også droner “tænker selv“ for at kunne navigere, og udviklingen af deres kunstige intelligens (AI) har ført til en ny kategori af våben Dødbringende Selvtænkende Våbensystemer.
USAs forsvar har givet Danmark plads i et særligt AI Partnership for Defense, hvor deltagerne skal dele “erfaringer med at udnytte kunstig intelligens til forsvarsmissioner“. Europa-Parlamentet har ualt sig klart negativt, og foreslår et direkte forbud mod såkaldte “dræberrobotter“.
På trods af påstandene om, at de militære systemer nu kan “tænke selv“ og påvise UFOer, er der fortsat ingen grund til at have stor tiltro til militær elektronik. Danmark rider på to heste i denne sag, ved henholdsvis at vinke venligt til parlamentets stærke forbehold, samtidig med at Danmark har fedtet sig ind i udviklingen af droner og kunstig intelligens i et tæt samarbejde med USA.
Generalernes og politikernes beslutninger bliver ikke mere gennemtænkte af at blive sendt gennem en computer. Alt for meget i denne verden lader sig ikke entydigt beregne, hvilket i særlig grad gælder på slagmarken.
Tidligere er det lykkedes at få det meste af verden med i traktater mod landminer og atombomber. Forhåbentlig vil vore danske politikere alligevel satse mest på opfordringen fra Europa-Parlamentet, og arbejde for en solid regulering af også disse grimme våben.
Læs den fulde historie på FRED.dk Tom Vilmer Paamand - juni 2021
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021