Danmark skal tilslutte sig FN-traktaten om forbud mod atomvåben !
Aldrig Mere Krig er med til at starte denne nye atomvåbenkampagne, og det er ikke første gang. Vi var nemlig med under de første demonstrationer på Århus Havn i august 1959 og januar 1960 - mod losningen af raketsystemerne Nike og Honest John, der da blev opstilles i Danmark og kunne affyre atomvåben.
Blandt arrangørerne var højskolelærer Carl Scharnberg, der fra sit udgangspunkt i AMK i sommeren 1960 med støtte fra en række andre fredsforeninger fik skabt “Kampagnen mod Atomvåben“. I årene fra 1960 til 1963 gennemførte bevægelsen de sagnomspundne atomprotestmarcher fra Holbæk til København, der af mange opfattes som den første egentlige græsrodsbevægelse i Danmark siden besættelsestiden.
På forsiden af AMKs daværende månedsblad inviteredes der til protestmarch med Carl Scharnbergs fortsat manende ord: “Vi ved hvad der vil ske. At uanset hvor på kloden kernevåben anvendes, så vil det ramme os. Vi ved, at radioaktivt nedfald ikke spørger om landegrænser, om politisk system. Det rammer os alle. Derfor kræver vi af den danske regering, at den ved enhver lejlighed, gør det klart ude i verden, at Danmark fordømmer enhver form for anvendelse af kernevåben, uanset hvor og hvem, der foretager disse sprængninger.“
Og til afslutning: “Spørg os ikke hvorfor vi starter en kampagne mod atomvåben. Det er vor pligt at gøre det. For vor egen skyld. For vores børns skyld. Kun en aktiv folkestemning kan fremkalde reaktioner. Hver enkelt kan hjælpe os. Hver enkelt kan svigte. Derfor marcherer vi.“
I vor nutid har vi helt andre problemer, end for 60 år siden - men selv om gode aktivister dengang faktisk fik stoppet planerne om at få atomvåben i Danmark, er truslen fra dem fortsat en overhængende og alt for overset risiko.
Men når 50.000 borgere med stemmeret har støttet dette borgerforslag, kan det blive fremsat i Folketinget - og gøre en forskel. Find dit NemID og en PC, og skriv under - for dette kan desværre kun gøres via internettet.
Atomforbudstraktaten støttes allerede af to tredjedele af FNs medlemslande. Diverse slyngelstater har endnu ikke meldt sig til, inklusive Danmark og de øvrige NATO-lande. Men traktaten mangler faktisk kun støtte fra ganske få lande mere for at blive lovfæstet alligevel!
Tom Vilmer Paamand - august 2020
> Svingdøren mellem Forsvaret og våbenhandlerne
Velfungerende demokratier har normalt en fast karenstid for offentligt ansatte fra tunge jobs, før de må skifte til det private erhvervsliv. Den slags regler findes i Danmark kun i kontrakter hos større firmaer. Derfor kan selveste forsvarschef Bjørn Bisserup ubekymret forlade det danske forsvar, og hoppe direkte over på den modsatte side af bordet - hvor Bisserup nu mod god betaling beriger våbenkrejlere på baggrund af sin viden om de allermest interne og hemmeligtstemplede overvejelser i militærets top.
Den nu tidligere forsvarschef blev nemlig stort set omgående samlet op af lobbyistfirmaet Rud Pedersen, der helt tilfældigt har haft det danske forsvar med Bisserup i front som god kunde. Et samarbejde, der lige så tilfældigt tidligere medførte, at forsvarschefens egen datter er ansat i samme firma, hvor hun i nogle år har kunnet hjælpe farmand med gode tilbud på rådgivning.
Jobskiftet kommer derfor ikke som en overraskelse for Bisserup, der har kunnet bruge sin sidste tid i forsvaret på direkte at hjælpe sin kommende arbejdsgiver - eller rettere, han har intet gjort for at mistanken om sådant urent trav ikke vil hænge ved ham fremover.
AMK har før beskrevet den aktive svingdør mellem det danske forsvar og våbenkrejlerne. Bisserups forgænger som forsvarschef var lige så klar til at bytte loyalitet, og skiftede derfor kontorstol til et højtlønnet job hos Terma, der samtidig fik chefen for Forsvarsministeriets Indkøbsstyrelse med.
Også viceforsvarschef Per Ludvigsen arbejdede først tæt sammen med konsulenterne Struensee og Co, og flyttede derpå ind hos dem. Kommunikationsfirmaet Primetime indkøbte oberst Eigil Schjønning, for at bruge hans forbindelser som tidligere chef for Hærens Kampskole mm - og således fortsætter de tætte forbindelser mellem våbensælgere og tidligere offentligt ansatte beslutningstagere...
Tom Vilmer Paamand - december 2020
Red klimaet - stop krigen! De små fredsgrupper i Danmark har ikke i grundlaget for klimademonstrationerne den 29. november fået tilføjet den væsentlige gensidige sammenhæng imellem krig, miljø- og klimaødelæggelse: - Dels på grund af den skærpede kamp om ressourcerne, der vil komme, hvis vi ikke får bremset opvarmningen af kloden med en følgende ond cirkel af spændinger og krige, der vil være ødelæggende for konstruktivt samarbejde om fælles fredelige og også socialt bæredygtige klimaløsninger. - Og dels bidrager de militaristiske tankegange, der ensidigt befordrer en fokusering på at vinde gennem voldelige konfliktløsninger med en ressourcekrævende og miljø- og klimaødelæggende oprustnings- og krigsindsats, som typisk skaber kaos, flygtninge og et gensidigt offer-, had- og voldsspiral, der så også destruerer viljen og prioriteringen af kampen for vor fælles klima. - Og denne øgede internationale spænding øger så også risikoen for direkte udløsning af en krig med atomvåben udover den altid lurende udløsning af den globalt miljdelæggende atomvåbenkrig ved en fejltagelse, hvilket har været tæt på mange gange som vi f.eks. ser det i den danske dokumentarfilm “Manden der reddede verden“. Herefter har vi stadig til gode at finde ud af, hvordan fredsbevægelsen så igennem opbygningen af en fredsstruktur vil forebygge og løse konflikter ved brug af ikkevoldelige midler inden konflikterne når at udarte i ustyrlige voldsspiraler - med ødelæggelse af miljø og klima til følge. Og når krigsdestruktionen så nu galopperer, så må vi lære at få øje på menneskehedens fælles humanitære-, miljø- og klimainteresser, forsones og gøre os alle til vindere. Og vi må alle sikre bæredygtigheden igennem opbygning af en fredskultur med værdsætning af vores jord som fælles livsgrundlag. Arne Hansen - november 2015
> Storbritannien bryder med atomtraktat Fra Fredsministerium :I disse tider, hvor mange eksperter mener at risikoen for en atomar katastrofe er på sit højeste siden Den Kolde Krig, har Storbritannien besluttet at forøge sit arsenal af atomvåben. I lighed med FNs generalsekretær er Fredsministerium meget bekymret over Storbritanniens signal til verden. I det af folketinget vedtagne forslag V60, som afsluttede forespørgselsdebat F34 den 22. januar 2021 om tilslutning til FN-traktaten om forbud mod atomvåben (TPNW), støtter Folketinget ”det ultimative mål om en verden uden atomvåben i fuld overensstemmelse med ikkespredningstraktaten (NPT) og med Danmarks forpligtelser i NATO”. Derfor bør den danske regering snarest, og gerne allerede på udenrigsministermødet den 23. marts, påpege overfor Storbritannien, som er vores tætte allieret i NATO, at beslutningen om atomoprustning er i strid med forpligtelserne i NPT-traktaten s artikel VI, som lyder: ”Enhver deltager i denne traktat forpligter sig til i god tro at fortsætte forhandlingerne om effektive foranstaltninger til en snarlig standsning af kernevåbenkapløbet og til kernevåbennedrustning samt om en traktat om almindelig og fuldstændig nedrustning under streng og effektiv international kontrol.” Fredsministerium - marts 2021